I det fynske folks tjeneste

Ny aftale sikrer penge til Nyt OUH og øvrige sygehuse

En ny økonomiaftale mellem regionerne og staten fokuserer på sundhed og psykiatri og fjerner omstridt krav.

Den nye økonomiaftale mellem regionerne og staten afskaffer blandt andet det omstridte produktivitetskrav og lægger i stedet op til mere nærhed. Foto: Trygfonden

Staten og regionerne har natten til tirsdag indgået en ny økonomisk aftale. Aftalen skal sende en milliard kroner ekstra til sundhedssektoren og være med til at løfte psykiatrien. I aftalen er der blandt andet skrevet ind, at de 200 millioner kroner er reserveret til psykiatrien.

Region Syddanmarks andel af det aftalte udgør godt 20 procent.

Jeg er meget glad for, at vi har fået det her løft af sundhedsvæsenet

Stephanie Lose

Ud over penge til regionens supersygehuse, for eksempel Nyt OUH i Odense, er der i aftalen afsat 2,45 milliarder kroner til investeringer i de øvrige sygehuse og til medicoteknisk udstyr.

- Der er tale om et pænt løft, men det var også helt nødvendigt, fordi presset på hospitalerne stiger. Der bliver flere ældre, der kommer bedre og ofte dyrere behandlingsmetoder, og udgifterne til medicin stiger. Derfor er jeg er meget tilfreds med, at regeringen har lyttet til vores argumenter, siger Stehanie Lose (V), der både er formand for regionsrådet i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner.

- Det betyder, at vi får nemmere ved at betale for medicin, og at vi kan sikre tilstrækkelige hænder på sygehusene. Jeg er meget glad for, at vi har fået det her løft af sundhedsvæsenet, uddyber regionsrådsformanden. 

Læs også Sjælland støtter luftambulance på Fyn

Farvel til produktivitetskrav

Som en væsentlig del af aftalen er regeringen og regionerne blevet enige om endegyldigt at afskaffe produktivitetskravet, som hospitalerne har været underlagt i en årrække.

I stedet for entydigt fokus på høj aktivitet kan det sundhedsfaglige personale nu i højere grad fokusere på at skabe bedre kvalitet for patienterne.

- Jeg er meget glad for, at vi nu definitivt kan vinke farvel til produktivitetskravet, og at vi i stedet går aktivt ind i arbejdet med at omstille sundhedsvæsenet – med fokus på nærhed og sammenhæng. Den udvikling er allerede i gang i regionerne i dag, og den nye aftale med regeringen giver sundhedsvæsenet endnu et skub i den rigtige retning, siger Stephanie Lose. 

Læs også Regioner opfordrer til gratis psykologhjælp til alle