I det fynske folks tjeneste

Ny anholdelse i drabssag i Bogense

Lørdag formiddag blev en mand anholdt på Rømø i forbindelse med drabet på en vietnamesisk grill-barejer i Bogense i 2004.

Grillbaren i Bogense hvis ejer blev skudt og dræbt i 2004

Den 57-årige tyske mand blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre, sigtet for manddrab og forsøg på røveri af særlig farlig karakter.

Han nægter sig skyldig.

Politiet mener, den 57-årige står i ledtog med en 55-årig mand, som er varetægtsfængslet i samme sag og udelukker ikke, at der er flere indblandet i sagen.

Den 55-årige varetægtsfængslede blev anholdt efter en større politiaktion på Djursland i oktober. Han nægter sig skyldig, men har fået sin fængsling forlænget en gang.

Den 45-årige grillbarejer Nhut Thai Ngyen blev skudt, da han sammen med sin hustru var på vej hjem efter lukketid i december 2004.

Politiet har siden arbejdet udfra, at flere gerningsmænd stod bag drabet; men der gik fire år før den første anholdelse fandt sted i oktober 2008.