I det fynske folks tjeneste

Ny app: Gå offline og bliv belønnet med gratis kaffe

Den nye app Hold skal hjælpe studerende med at være offline, når de sociale medier frister med push-meddelelser.

01:38

At holde koncentrationen kan for visse studerende være en udfordring, hvis telefonen er med til undervisningen. Den nye app Hold fra Norge hjælper de studerende med at være offline, når push-meddelelser på telefonen frister til forelæsningen.

Med appen Hold er det muligt at optjene point ved at være offline på sin uddannelsesinstitution. Appen registerer de studerendes inaktivitet og giver ét point, hvis telefonen holdes i ro i minimum 20 minutter. Pointene kan bruges til en belønning, som bliver sponsoreret af forskellige virksomheder ved hjælp af markedsføring i appen. For eksempel kan man med 15 point få en kop kaffe eller en cola i 7Eleven.

- Vores overordnede mål er at sætte digital afhængighed på agendaen, siger Richard Gordon Andersen, der sammen med to andre er medejere af appen i Danmark.

- Vi er selv studerende, og vi ved, hvordan telefoner nemt kan fjerne fokus fra undervisningen, siger Richard Gordon Andersen.

Konkurrencen

Appen kom til Danmark den 16. januar, og en studerende, der har taget appen til sig, er Sofie Nexøe. Hun har haft appen i tre uger, og med sit negotstudie i erhvervsøkonomi og erhvervssprog ved Syddansk Universitet kan hun mærke en forskel på koncentrationsniveauet, efter hun er begyndt at bruge appen.

- Jeg holder ikke øje med push-meddelelser, for de dukker ikke op. Det er lidt lettere at fokusere med den her app, siger Sofie Nexøe.

Sofie Nexøe er langt fra den eneste, der har svært ved at lade telefonen blive liggende i lommen. På landsplan har 8.500 downloadet appen, som skal hjælpe de studerende med at fokusere mere på undervisningen. Det er noget, som undervisningsassistent ved Syddansk Universitet, Anne Bettina Pedersen, byder varmt velkommen.

- Det er da helt klart en god idé at hjælpe folk med at komme af med det her problem, fordi det er noget vi alle sammen mere eller mindre er besatte af. Når telefonen bipper, så har vi en trang til tjekke, siger Anne Bettina Pedersen, som blandt andet underviser Sofie Nexøe.

I appen er det også muligt at følge sine venner og holde øje med deres point. Sofie Nexøe ligger på en andenplads blandt sine venner og har indtil videre optjent 27 point.