Ny asfalt sparer CO2

Måske kan asfalt få betydning for CO2-udslippet fra bilerne. I hvert fald lægger man nu som forsøg en helt ny type "grøn" asfalt på veje ved Langeskov og Svendborg.

På den lille vejstrækning Maegyden ved Langeskov er en ny forbedret asfalt blevet lagt ud onsdag formiddag. Asfalten har mindre rullemodstand, og dermed skulle bilerne forurene mindre.

Projektets ambitioner er at frembringe ny viden som vil gøre det muligt på sigt at reducere CO2-udslippet på de danske veje med op til 5 %.

Vejdirektoratet, Roskilde Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og NCC-Roads står bag forsøget med at udlægge en ny type asfalt, der mindsker rullemodstanden for bilerne. De kan så køre længere på literen og udleder dermed mindre mængde CO2.

- Vi regner med, at man kan spare mellem 3 og 5% af sit brændstofforbrug, siger Vejdirektoratets projektleder Bjarne Schmidt til TV 2/FYN.

- Der er tale om et meget spændende projekt, som tager fat på problemet med en af de helt store syndere i miljøproblematikken, nemlig udledningen af CO2-udslippet på vejene, siger transportminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Forskere skal nu måle friktionen på vejbanen og se om teorien om den formindskede rullemodstand holder. En af hemmelighederne er at gøre stenene i asfalten mindre, uden dog at gøre vejen glattere.

- Målet er ikke alene at skabe nye belægninger, hvor rullemodstanden er lav. Det er også vigtigt, at belægningerne har en holdbarhed der rækker 15 - 20 år ud i tiden for der igennem at holde udgifterne til vedligeholdelse nede. Samtidig giver projektet mulighed for at inkludere CO2-strategier i planlægningen af vejvedligeholdelsen i Danmark, siger Vejdirektoratets projektleder Bjarne Schmidt.

Oversigt

    Oversigt