Ny ballade om HCA-film

H.C. Andersen Fonden har endnu ikke fået regnskab over de 3,3 millioner kroner, som filminstruktøren Bille August fik til at lave en nu kuldsejlet film om den fynske eventyrdigter H.C. Andersen. 

Fonden har måttet rykke Bille Augusts medproducent Lars Kolvig for et regnskab, skriver Ekstra Bladet mandag.
- Det her er ikke tilfredsstillende, siger fondens formand, Poul Bache, til avisen. 

I 2004 indgik fonden en aftale med den Bille August og Lars Kolvig om, at de skulle forberede en film om H.C. Andersen. Betalingen var i alt fire millioner kroner fordelt over otte rater, men den sidste rate blev ikke udbetalt, fordi fonden var utilfreds med, at August overskred tidsrammerne.

Samarbejdet stoppede for halvandet år siden, men fonden har endnu ikke set et regnskab. Lars Kolvig siger til Ekstra Bladet, at regnskabet ikke er afsluttet, fordi projektet kører videre.
- Vi skal lige have fundet bilagene i kælderen, siger Kolvig.

Oversigt

    Oversigt