NY BANK PÅ FYN: To fynske banker går sammen

Svendborg Sparekasse og Vestfyns Bank vil lægges sammen.

Navnet på den nye bank bliver Fynske Bank, oplyser bankerne til fondsbørsen.

Den nye bank vil få 15 filialer på Fyn og i Trekantsområdet. Og samtidig vil man lave en ny filial i Odense, der forventes at se dagens lys til næste år, oplyser bankerne.

Hovedkvarter i Svendborg

Den nye bank får hovedsæde i Svendborg.

- Vi fastholder alle de to bankers nuværende filialer, og samtidig etablerer vi i 2014 en ny, centralt beliggende filial i Odense. Hovedkontoret kommer til at ligge i Svendborg, mens Vestfyns Banks tidligere hovedkontor i Assens bliver en udvidet filial med enkelte stabsfunktioner, skriver de to pengeinstitutter i en fælles meddelelse.

Ikke udsigt til fyringer

Der er ikke udsigt til filiallukninger, da de to banker ikke har afdelinger de samme steder. Samtidig vil man heller ikke fyre nogle af de ansatte.

Ledelsen i den nye bank kommer til at bestå af de tidligere direktører i de to banker, Petter Blondeau fra Svendborg Sparekasse og Arne Jakobsen fra Vestfyns Bank. Petter Blondeau bliver administrerende direktør.

Efter fusionen vil de tidligere aktionærer eje 36,3 procent af aktierne i Fynske Bank.

Den endelige fusionsplan vil blive offentliggjort i november, og siden er det op til generalforsamlingerne at nikke ja til sammenlægningen.

Oversigt

    Oversigt