I det fynske folks tjeneste

Ny bilafbrænding: Unge set køre fra gerningsstedet

Torsdag blev endnu en bil brændt af i Odense. Det var fjerde gang i indeværende uge.

00:56

En lighter blev fundet ved siden af bilen. Foto: Local Eyes

1 af 2

Fyns Politi holder ved 22-tiden torsdag nøje udkig efter en mørk bil - muligvis af mærket Toyota.

Bilen er set køre fra Faaborgvej 248 i Dyrup, hvorfra der klokken 21.03 indkom en melding om en bil i brand.

Vagtchef Ehm Christensen, Fyns Politi, oplyser til TV 2/Fyn, at den afbrændte bil er stjålet og at bagruden er smadret.

Brandvæsen igang med brandslukning af bil. Foto: Local Eyes

Han oplyser samtidig, at der er sikret spor på gerningsstedet. Her oplyser vidner til TV 2/Fyn, at der blandt andet er fundet en lighter.

I den efterlyste bil sad der flere unge mennesker, har vidner oplyst til politiet.

Leverandør til VM

Faaborgvej 248 ligger lige syd for motorvejen og frø- og plænevirksomheden DLF har til huse i de haller der ligger på adressen. 

Politiet indsamler beviser fra bilbranden i Dyrup Foto: Local Eyes

DLF har blandt andet leveret græsset til de 12 stadioner, der i de kommende fire uger skal afvikles VM i fodbold på i Rusland.

Umiddelbart er der ingen anden forbindelse mellem DLF og den afbrændte bil end, at afbrændingen er sket i det afsidesliggende område.

Læs også Tredje nat i streg: Bil stod igen i flammer

Fjerde afbrænding i denne uge

Bilafbrændingen var den fjerde i indeværende uge. I alt er otte biler brændt af eller blevet skadet ved afbrændingerne.

Således gik tre biler op i flammer natten til mandag på Carl Blochs vej, og natten efter brændte en anden bil på Korsløkkevej - kun få hundrede meter fra mandagens bilbrand. 

Branden på Korsløkkevej var så kraftig, at røgen og flammerne fik fat i to nabobiler, der blev også blev beskadiget. Fyns Politi formoder, at de to bilbrande natten til mandag og tirsdag har forbindelse til hinanden.

Klokken 03.50 natten til onsdag modtog Fyns Politi en anmeldelse om en bilbrand på Grønvej i Langeskov. Det var tredje nat i træk, at Beredskab Fyn rykkede ud for at slukke en bilbrand.