I det fynske folks tjeneste

Ny borgmester: Faaborg Midtfyn skal have fokus på trivsel efter ledelseskrisen

Når den kommende socialdemokratiske borgmester i Faaborg Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager, møder ind på rådhuset lige efter nytår, vil han have stærk fokus på medarbejdernes trivsel. Det siger han i et interview med TV2/Fyn.

09:06

Socialdemokraterne gik frem, og Venstre fik en ordentlig øretæve og mistede borgmesterposten. Selv om stort set hele kommunalbestyrelsen i den forløbne valgperiode har været enige om tingene, var det alligevel Venstre, som ved valget kom til at betale prisen for de problemer, der det seneste års tid har været på ledelsesgangen og de mange historier om dårlig trivsel.

- Både jeg og den afgående kommunalbestyrelse var meget optaget af at løse de problemer, der har været med trivsel og arbejdsmiljø. 

- Vi afsatte jo seks millioner kroner i forbindelse med budgetforliget til at arbejde videre med det her blandt medarbejderne. Nu bliver hovedudvalget så ansvarlig for at udmønte pengene. Der er også i den nye kommunalbestyrelse et stort politisk ønske om, at vi fokuserer på de problemer, der har været. Min første opgave, når jeg møder ind i det nye år er at sikre, at midlerne bliver brugt fornuftigt med inddragelse af medarbejdere og kommunalbestyrelse, siger hans Stavnsager. 

Bred aftale trods frustrationer

Den kommende borgmester ser frem til opgaven og tror på et godt samarbejde i den nye kommunalbestyrelse, også selv om der var enkelte mislyde fra de små partier i forbindelse med konstitueringen.

- Jeg er godt klar over, at ikke alle havde armene over hovedet og jublede. Men trods alt har vi lavet en konstituering, som endte med at blive så bred, at alle 25 i kommunalbestyrelsen nu står bag. Det er fair nok at være skuffet, men jeg er sikker på, at vi har et godt udgangspunkt for at få det brede samarbejde til at fungere.