Ny busplan for Fyn fra søndag

Nye regionale køreplaner træder i kraft 13. februar. En række ture afgår nu lidt før, så bussen bedre kan nå frem til tiden.

Fynbus har i samarbejde med entreprenører og chauffører lavet en række mindre ændringer i de eksisterende køreplaner. Flere afgange, specielt i morgenmyldretiden, afgår lidt tidligere og har lidt mere tid til at køre ruten.

Køreplanens kalender er også blevet nemmere at læse. Vi har lyttet til kritikken af de små felter med mange farver, der fortalte hvilke dage busserne kørte.

Flere ændringer

Rute 800 bliver til rute 911
Udover justeringerne af afgangstiderne har en enkelt rute også skiftet nummer. Rute 800, der lige nu kører mellem Svendborg og Spodsbjerg, skifter nummer til 911.

Grunden til dette er, at ruten er en variant af de andre ruter til Langeland, rute 912 og 913. De tre ruter er i samme køreplan, så ligesom andre steder på Fyn, har de nu mere enslydende numre.

Desuden har vi ændret nummeret for at undgå, at passagerer forveksler ruten med den nyoprettede private rute, der kører mellem Odense og Nykøbing Falster. Vognmanden bag denne rute havde nemlig også valgt at kalde den for rute 800.

Nemmere at komme mellem Svendborg og Langeland

Fynbus har forbedret køretiderne på alle ruter, der kører til og fra Langeland, blandt andet af hensyn til det langvarige vejarbejde på Langelandsbroen.

Passagerer, der kommer med den sidste eftermiddagsafgang på rute 810, kan nu også nå at skifte til busserne til Langeland.

Desuden er der nu er bedre mulighed for at skifte mellem busserne på rute 911, 912 of 913 i Rudkøbing om morgenen.

På grund af de ændrede tider på rute 911-913 er folderen om teletaxi-kørsel til og fra Rudkøbing Færgehavn også ændret.

Rute 121 kører til Porthusvej

Udover at rute 121 nu kører 15 minutter tidligere fra Ringe, fortsætter den nu også til Porthusvej efter den har været ved Svendborg Station.

Elever, der før skulle skifte til busserne fra Langeland ved Svendborg Vest, kan derfor blive siddende i bussen.

Ændringerne påvirker også Odense og Svendborg

Passagerer i Odense og Svendborg skal også være opmærksom på ændringerne i de regionale ruter. De regionale afgange er nemlig begge steder en del af bybuskøreplanerne.

www.fynbus.dk

Oversigt

    Oversigt