I det fynske folks tjeneste

Ny busplan for Svendborg klar

Svendborgenserne kan se frem til store ændringer i busnettet, når det nye forslag træder i kraft til næste år.

By- og lokalbusser er planlagt i sammenhæng med de regionale ruter, så busserne ikke vil køre på de samme strækninger på de samme tidspunkter. Desuden er busnettet tilpasset togene.

Gamle ruter erstattet af nye

Det gamle bybussystem med 11 ruter er erstattet af kun tre nye ruter, der dog kører tværs gennem byen og har en afgang hver halve time hele dagen.

Det bliver derfor enklere og mere brugervenligt, samtidig med at de fleste vil komme hurtigere gennem byen, da ruterne er rettet ud, oplyser FynBus.

Samtidig foreslår FynBus og kommunen at nedlægge nogle stoppesteder, hvor de ligger meget tæt på hinanden, så busserne ikke skal holde ind med få meters mellemrum.

Forslag sendt i høring

Hele forslaget til det fremtidige rutenet er sendt i høring - en beskrivelse af ændringerne og udkast til rutekort, køreplaner og teletaxi-ordninger kan ses på FynBus.dk, hvor man også kan komme med kommentarer.

Inden for få dage kan man også finde forslaget på bibliotekerne i Svendborg Kommune og hos FynBus' Kundecenter på Jessens Mole.