Ny demensvenlig bydel i Odense

OK Fonden er klar til at begynde byggeriet af en ny demensvenlig bydel på grunden Højstruphave i det vestlige Odense.

Bydelen på 25.000 - 30.000 kvadratmeter kommer til at rumme demensvenlige plejeboliger, kulturelle tilbud, indkøbsmuligheder, træningsfaciliteter, en børnehave, café, dyrehold, værksteder og grønne områder.

Formålet er at tilbyde for eksempel demente muligheden for at leve videre i vante rammer. Blandt andet kan man blive boende sammen med eller i nærheden af ægtefælle eller partner, selvom man har brug for intensiv pleje.

Og både boliger og omgivelser kan tilpasses den enkeltes ønsker.

Projektet er blevet til efter et stort forprojekt med overskriften, Byen for Livet, som har kørt i halvandet år.

Mere end 200 ildsjæle, politikere, kunstnere, arkitekter, have- og landskabsspecialister, livsstilseksperter, sundhedspersonale og borgere med demens inde på livet har deltaget i workshops og ideudvikling.

Resultaterne præsenteres på en konference den 17. november i Phønix i Schacksgade i Odense.

Her vil de 200 deltagere fremlægge deres visioner for bydelen, der skal gøre Fyn og Odense til et centrum for demensfaglighed i Danmark.

 

Her ligger Højstruphave i Odense
Her ligger Højstruphave i Odense

 

Oversigt

    Oversigt