Ny chef for dyrskue stopper

Efter under et år på posten har chefen for Det Fynske Dyrskue valgt at stoppe.

Danmarks ældste dyrskue skulle fornyes. Den 48-årige Alex Nielsen blev ansat til at stå i spidsen for den proces.

Da han mødte på første arbejdsdag mandag 22. oktober 2018 var målet klart - han skulle vende publikumsflugten, som dyrskuet oplevede i 2018.

Hans baggrund lugtede ikke meget af dyrskue. Han kom fra en stilling som spillestedsleder på et spillested i Herning, der hedder Fermaten.

Så anderledes ud

Det Fynske Dyrskue 2019 kom til at se anderledes ud. Mest markant var et 350 kvadratmeter stort telt eller såkaldt skyliner, det blandt andet dannede rammen om det centralt placerede fødevaremarked og spisesteder.

Alex Nielsen fratræder officielt stillingen den 1. september.

- Vi er i bestyrelsen ærgerlige over, at Alex Nielsen har valgt at fratræde stillingen. Vi har hele vejen haft et godt samarbejde, hvor bestyrelsens ønske om modernisering og kvalitet har været i overensstemmelse med Alex Nielsens fokus på kvalitet, ordentlighed og modernisering, siger Torben Povlsen, der er formand for Fynsk Landbrugs Eventforening i en pressemeddelelse.

Vil gennemgå evaluering

I kølvandet på Alex Nielsens fratrædelse har bestyrelsen i Fynsk Landbrugs Eventforening besluttet at gennemgå evalueringen af årets dyrskue, inden de melder ud, hvordan dyrskuet skal organiseres i fremtiden.

Formand Torben Povlsen vil indtil da indtræde som konstitueret dyrskuechef, i tæt samarbejde med næstformand Lars Iversen.

Projektmedarbejder Simone Hansen vil fortsat være den daglige kontakt for dyrskuets udstillere og samarbejdspartnere.

-  Vi er positive i forhold til fremtiden for Det Fynske Dyrskue, hvor dette års afvikling har sat gang i mange nye tanker omkring Det Fynske Dyrskue 2020, siger Torben Povlsen.

Planlægningen af næste års dyrskue er allerede i fuld gang.

Oversigt

    Oversigt