Ny debat om omstridte vindmøller

Svendborg Byråd skal nu igen debattere opførelsen af to kæmpe vindmøller på Tåsinge. Liberal Alliance vil nu have omgjort byrådets beslutning og have møllerne placeret på havet.

Svendborg Byråd besluttede for et år siden at de to nye kæmpe vindmøller på 126 meter skal placeres i Hellev By på Tåsinge. Møllerne erstatter nogle mindre møller og overflødiggører 11 andre vindmølller på Tåsinge.

Naboerne har protesteret voldsomt blandt andet til Naturklagenævnet, som dog endnu ikke har udtalt sig endeligt i sagen. Derfor vil Medhat Khattab fra Liberal Alliance nu have sagen belyst igen.

- Mit forslag går ud på at undersøge muligheder for at placere de pågældende 2 kæmpe store vindmøller ude i havet, som efter min mening er den rigtige placering. Det vil være den mest oplagte løsning, hvor man undgår de adskillige gener for naboerne til de kæmpe vindmøller på landjorden. Vi kan dermed ligeledes undgå de erstatningssager, der kommer i fremtiden med de økonomiske og administrative konsekvenser, som det har, siger Medhat Khattab.

Sagen vil blive taget op på næste møde i Svendborg Byråd.

Oversigt

    Oversigt