I det fynske folks tjeneste

Ny del af Ring 3 indviet

Endnu en del af ringvejen Ring 3 i Odense blev mandag formiddag indviet af Odense Kommune og Fyns Amt. Niels Bohrs Allé er forlænget ud til tilslutningen til motorvej E20, og  Ring 3 Syd fra Ørbækvej til Nyborgvej er åbnet.

Amtsborgmester Jan Boye klipper snoren

Ring 3 bygges af Fyns Amt, den er en forlængelse af Svendborg motorvejen, og vejen skal betjene trafikken øst om Odense fra Ørbækvej via Nyborgvej til Kertemindevej. Ring 3 er en såkaldt "højklasset" vej, og det betyder, at der er broer ved de steder, hvor veje eller stier krydser vejen.

-Noget af det mest spændende og udfordrende har været at bygge en bro, hvor Ring 3 er ført under jernbanen samtidig med at jernbanetrafikken mellem landsdelene skulle køre normalt. I en periode var skinnerne kun understøttet af 7 m lange jernstolper, siger afdelingsingeniør Jens Kjærgaard fra Vejvæsenet.

Niels Bohrs Allé, som Odense Kommune har bygget, krydser Ring 3 med tilslutningsanlæg syd for Kohaveskoven. Vejen forbinder den gamle del af Niels Bohrs Alle med den østlige del, der i 2003 blev anlagt med forbindelse til motorvejen.