I det fynske folks tjeneste

Vollsmose-læge til fare for patienterne: Må ikke omskære drenge

Omskæringslægen fra Odense, Said Ahmed El-Batran, er blevet frataget retten til at omskære drenge efter en lang række klagesager og politianmeldelser. Foto: TV2

I samarbejde med TV2.dk

En læge med klinik i Vollsmose er blevet frataget retten til at omskære drenge. Det sker efter en lang række klagesager og politianmeldelser.

Omskæringslægen fra Odense, Said Ahmed El-Batran, er blevet frataget retten til at omskære drenge efter en lang række klagesager og politianmeldelser.

Den omdiskterede omskæringslæge fra Odense, der har omskåret drenge under snavsede og uhygiejniske forhold, må ikke længere foretage sine behandlinger på drenge.

Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i et dokument, som TV 2 har fået agtindsigt i.

- Det er styrelsens vurdering, at der er begrundet mistanke om, at du (lægen, red.) kan være til fare for patienternes sikkerhed på grund af dårlig hygiejne i din klinik, din opbevaring af journalmateriale, din manglende forståelse for bestemmelserne om journalføringspligt, og din manglende foreståelse af myndighedens anvisninger, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.

Lang historik med klagesager

Said Ahmed El-Batran har gennem ti år gentagne gange været i kontakt med tilsynsmyndigheden på grund af sit virke som omskæringslæge.

Læs også Amir fik sine sønner omskåret: Det må aldrig handle om kroner og ører

I juli 2006 fik Styrelsen for Patientsikkerhed den første indberetning om mulige problemer efter omskæring af en dreng. Drengen blev indlagt på et hospital til smertedækning. Sagen førte til, at Said Ahmed El-Batran blev kritiseret for manglende journalføring af operationsteknik, anvendt lokalbedøvelsesmiddel og og smertelindring.
Han fik desuden kritik for, at journalen ikke var ført på dansk.

I de følgende to år indberettede flere patienter klager til Patientombuddet om problemer efter omskæring. I maj 2008 kom Said Ahmed El-Batran under skærpet tilsyn. Dog satte det skærpede tilsyn ikke en stopper for klagerne. Fra 2008 til 2011 kommer der fortsat indberetninger.

Ved et tilsynsbesøg i starten af december 2015 var kritikpunkterne talrige. Her var to lægemidler blandt andet opbevaret forkert og holdbarhedsdatoen på lægemidler var overskredet. Desuden blev der fundet genbrugte afdækningsstykker sammen med mangelfulde journaler og der var heller ikke "forsvarlig adgang" til håndvask og rindende vand på klinikken, skriver TV 2.

Læs også Fynsk læge risikerer forbud mod omskæring

Alt dette har fået Styrelsen for Patientsikkerhed til at afregistrere Said Ahmed El-Batran som virksomhedsansvarlig læge.

- Styrelsen for Patientsikkerhed har overvejet om sagen kunne afgøres med mindre indgribende foranstaltninger, men styrelsen vurderer, at en midlertidig virksomhedsindskrænkning er påkrævet for at sikre patientsikkerheden i dit (Said Ahmed El-Batran, red.) faglige virke, skriver styrelsen i det dokument TV 2 har fået aktindsigt i

En af grundene til, at Styrelsen for Patientsikkerhed først efter ti år for alvor kan gribe ind i sagen, er at en ny tilsynslov gør det muligt, at handle hurtigt på de seneste oplysninger i sagen.

Den nye lov gør det deusden lettere at tage autorisation fra læger, der sjusker med opgaven at omskære drenge.

- Tidligere kunne vi ikke skride ind så hurtigt, som vi kan nu. Der har jo været mange sager, hvor vi ikke har haft mulighed for at skride ind, fordi vi ikke har haft lovgivningen, siger Anne-Marie Vangsted, der er direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, til TV 2.

02:50

Læge fra Vollsmose kritiseres for blandt andet dårlig hygiejne i forbindelse med omskæringer.

Luk video

Under nyt skærpet tilsyn

Styrelsen for Patientsikkerhed satte den 13. september i år Said Ahmed El-Batrans faglige virke under skærpet tilsyn i foreløbigt et år.  Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderede, at der var begrundet mistanke om, at Said Ahmed El-Batran kan udgøre en forringet sikkerhed for sine patienter ved at tilsidesætte regler, som har til formål at øge patientsikkerheden. 

Styrelsen har lagde vægt på, at Said Ahmed El-Batran har undladt at lade et privat behandlingssted i Aarhus registrere hos styrelsen og afgivet urigtige oplysninger til styrelsen om, at behandlingsstedet var registreret. Ved at undlade at lade behandlingsstedet registrere, har styrelsen ikke mulighed for at føre tilsyn med lægens sundhedsfaglige virksomhed på klinikken.

600 omkæringer om året

Said El-Batran har efter eget udsagn udført cirka 600 omskæringer af muslimske drenge om året i adskillige år.

Artiklen opdateres ...

Fakta

  • Marts 2009: De norske myndigheder kritiserer Said Ahmed El-Batran for at foretage omskæringer i et kontorlokale. Det sker efter den norske avis Fædrelandsvennen skriver, at Said El-Batran har foretaget 15-20 omskæringer hos det muslimske trossamfund i Kristiansand.  
  • April 2009: Det kommer frem, at han i 2006 har omskåret en dreng. En kommunal medarbejder finder drengen forpint og får ham indlagt. Patientombuddet kritiserer skærpet manglende journalføring, og at journalen ikke er på dansk. 
  • Oktober 2009: Skærpet kritik efter speciallægen i 2007 fjerner en fedtknude i maven på en kvindelig patient. Kvinden opsøger sin praktiserende læge med smerter, og han melder Said Ahmed El-Batran til politiet for kvaksalveri.
  • Januar 2011: Said Ahmed El-Batran får kritik af Patientombuddet for ikke at påvise svangerskabsforgiftning hos gravid kvinde, der har blod i urinen. Hun får et dødfødt barn. 
  • Maj 2011: Lægen får igen kritik fra Patientombuddet for en sag om en kvinde, der i 2008 bliver opereret for tarmslyng. Herefter kontaktes Said Ahmed El-Batran. Han burde have iværksat behandling, lyder kritikken. Kvinden dør.
  • 2011: Stopper som overlæge på Aabenraa Sygehus. Metroxpress skriver, at speciallægen havde fået kritik af Patientombuddet fire gange.
  • Juli 2015: Said Ahmed El-Batran åbner omskæringsklinikken 'Den Velgørende Assistent’ i Vollsmose i Odense.
  • 1. december 2015: Styrelsen for Patientsikkerhed laver tilsyn på Said Ahmed El-Batrans klinik i Odense. Behandlingsstedet har forbedret forholdene efter et tidligere tilsyn. Rapporten kan læses nedenfor. 
  • 2. juni 2016: Said Ahmed El-Batran får et påbud for ikke at indberette omskæringer. Under et tilsyn på klinikken fra Styrelsen for Patientsikkerhed i december fandt man lægemidler og skalpeller med ‘overskredet holdbarhedsdato’.
  • 3. oktober 2016: Styrelsen for Patientsikkerhed laver tilsyn på Said Ahmed El-Batrans klinik i Aarhus. Det konkluderes, at der var 'væsentlige problemer' med klinikken. Link til tilsynsrapporten kan ses nedenunder. 
  • 25. oktober 2016: Said Ahmed El-Batran får frataget retten til at omskære drenge, skriver Metroxpress.
Kilder: Metroxpress, JydskeVestkysten, Patientombuddet, Styrelsen for Patientsikkerhed.

 

Ved du noget? Så send os et tip

I samarbejde med TV2.dk