I det fynske folks tjeneste

Ny efterskole i Odense er for dedikerede sportsudøvere

Visionen for en ny efterskole i Odense er at skabe nogle rammer, så dedikerede sportsudøvere får mulighed for forfølge deres drømme.

00:45

En ny efterskole midt i Odense, Olympos Sportsakademi, er for dedikerede sportsudøvere. Planen er, at efterskolen skal samarbejde med byens idrætsklubber. Video: Ole Holbech

En ny efterskole for de dedikerede sportsudøvere kan snart blive til virkelighed i Odense.

Planen er, at efterskolen skal ligge ved byens atletikstadion i forlængelse af tribunen, og hvis alt går efter planen, kan de første elever flytte ind i august 2021. 

- Jeg vil nok ikke kalde det en traditionel efterskole. Vi kommer til at lave et helt nyt produkt inden for efterskoleverdnen, siger Jacob Landtved, der er en af idémændene bag projektet. 

Læs også Joachim kunne ikke tåle solen: Med ny behandling kan han spille golf med familien i sollys

Han er tidligere sportschef i GOG og skole- og sportsleder på Skolerne i Oure, men den nye efterskole i Odense bliver noget helt nyt. Blandt andet vil man trække på de lokale idrætsforeninger med en elitestrategi i stedet for selv at facilitere sportsaktiviteter. På den måde kan man skabe en efterskole for de unge, der har en passion for deres sport. Uanset om det er fodbold eller bordtennis.

- Vi er interesserede i at arbejde med alle de sportsgrene, der vil med, og som vi kan samarbejde med, siger Jacob Landtved. 

Dedikation over talent

Ifølge Jacob Landtved er vi i Danmark ikke gode nok til at skabe gunstige rammer for de unge, der er passionerede sportsudøvere. Det skal den nye efterskole være med til at lave om på, men det betyder ikke, at det kun er for elitesportsudøvere.

Læs også Fynsk landsholdsspiller i blindesport: - Her er jeg ikke Juliane, der har et synshandicap

- Jeg synes, at elitebegrebet er blevet lidt udvandet. Jeg holder ikke meget af begrebet. Det drejer sig om mange andre ting, der driver en, siger Jacob Landtved. 

Han mener, at passion og dedikation er langt det vigtigste. 

- For os er det ikke vigtigt at få stjernerne. Det er vigtigt at få dem, der er dedikerede, som går all in. Det er dem, vi vil lave et miljø for.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan ser den foreløbige skitse for den nye efterskole ud. Det er den, kommunen skal tage stilling til i den endelige godkendelse, inden byggeriet kan begynde. Foto: Jesper Thyge Brøgger

Fællesskab på tværs af byen

I modsætning til andre efterskoler, hvor sportsaktiviteter foregår fælles på et afgrænset område, skal den nye efterskoles elever bruge foreningernes sportsfaciliteter på tværs af byen. På den måde kan eleverne få en hverdag langt fra hinanden, men det behøver ikke at gå ud over fællesskabet.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kan lave rigtig mange andre gode fællesskaber om centrale ting, for eksempel det at være et talent, at være passioneret, motiveret, siger Jacob Landtved. 

Endelig godkendelse venter

Projeket har fået grønt lys i By- og Kulturudvalget, men den endelige godkendelse til at begynde byggeriet lader vente på sig. Men håbet er, at man kan etablere efterskole mellem eksisterende bygninger og ved den eksisterende tribune, som bevares. 

- Vi ved ikke helt, hvordan det ender, for nu er det i høring, siger Jacob Landtved. 

Men han er optimistisk på vegne af det videre forløb.

- Os, der er i gruppen,  har et netværk hver især. Allerede nu er banker og vækstfonde meget positivt stemte overfor projektet. Men det er noget af det, vi arbejder på hver eneste dag, siger Jacob Landtved. 

00:39

Den nuværende plan for efterskolen Olympos er, at den skal kunne huse op til 120 elever og åbne den 1. august 2021.  Video: Ole Holbech

Luk video