Ny flyrute: Flyv direkte fra Odense til Bornholm

Næste sommer bliver det muligt at tage en sviptur med fly til Bornholm direkte fra H.C.A. Airport i Odense

Finn Granberg Hansen startede i sommeren 2017 sit eget rejseselskab ”Bornholm - med fly”. Han startede ud med at afprøve konceptet med to afgange fra Midtjyllands Lufhavn i Karup via København til Bornholm.

Rejserne blev hurtigt udvidet med en afgang fra Aalborg Lufthavn og en afgang fra Billund Lufthavn.

- Sommerens afgange fra Jylland til Bornholm har været totalt udsolgte, fortæller Finn Granberg Hansen.

Det har givet Finn Granberg Hansen mod på også at tilbyde fynboerne afgange med fly til Bornholm. Der er indtil videre planlagt to flyafgange fra Odense mod Østersøens perle.

- Det er den foreløbige plan, men hvis interessen er der, kan der komme flere afgange, siger Finn Granberg Hansen.

Rejserne er fire eller femdages pakkerejser med fly, hotel med all inclusive eller med morgenmad og udflugter samt transport mellem lufthavn og hotel.

Det er første gang siden 1997, at der er indenrigsflyvning fra H.C.A. Airport i Odense. Indtil 1997 drev Mærsk Air ruteflyvning mellem København og Odense. 

Ruten blev indstillet umiddelbart efter åbningen af Storebæltsforbindelsen.

Oversigt

    Oversigt