Ny forsvarsspiller til OB

Superligaklubben OB forstærker nu truppen med den 28-årige forsvarsspilller Anders Møller Christensen. Anders Møller Christensen kommer fra Esbjerg og har tegnet en tre-årig kontrakt med OB.

Anders Møller Christensen har været en markant profil på Esbjergs superligahold de seneste fire sæsoner. Han har spillet 148 superligakampe og scoret ni mål. Før forsvarspileren kom til Esbjerg har han blandt andet spillet i Næstved og KAA Gent i Belgien.

- Det er en spændende klub og et spændende hold med en god blanding af rutinerede spillere og unge talenter. Så jeg ser meget frem til at komme til at træne og spille kampe med OB. Efter fire år i Esbjerg har jeg gerne villet prøve noget andet, og OB kom på banen med et meget interessant tilbud. Jeg er sikker på, at jeg i OB kan udvikle mig til at blive en endnu bedre forsvarsspiller, og så håber jeg på, at vi kommer med i toppen af SAS Ligaen igen og kan være med i kampen om det danske mesterskab, siger Anders Møller Christensen til OBs hjemmeside.

Anders Møller Christensen starter træningen med sine nye holdkammerater i OB på onsdag, og han kommer til at spille med trøje nummer 5.

- Med tilknytningen af Anders Møller Christensen har vi gjort vores stabile defensiv endnu stærkere. Anders er en stærk spiller, der har spillet stort set alle kampe siden han kom til Esbjerg i 2002, så vi får en masse erfaring og rutine med i købet, siger OBs direktør Kim Brink.

Oversigt

    Oversigt