I det fynske folks tjeneste

Ny H.C. Andersen Festivals i Odense

02:02

1 af 2

Odense kommer en uge i august til at stå i H.C. Andersens tegn. En ny festival vil både sætte fokus på de kendte sider af eventyrdigteren og nye moderne kulturelle udtryksformer.

Teaterforestillinger, papirklip og guidede ture, men også Street Art, koncerter, Stomp teater og lysshow. Sådan bliver ingredienserne i H.C. Andersen Festivals, der løber af stablen i Odense fra 17-25 august.

En række erhvervsfolk i Odense har indtil videre givet tilsagn om økonomisk støtte til H.C. Andersen Festivals de første tre år, ligesom festivalen får støtte af Nordea-fonden, Odense Kommune og Region Syddanmark samt lokale fonde, sponsorer og samarbejdspartnere.

Budgettet er på i alt ni millioner kroner, og festivalen byder på over 250 forskellige aktiviteter.

- Det er enestående, at Odense har kunnet samle sig om H.C. Andersen Festivals. Vi har mødt stor opbakning fra alle sider - lige fra bystyre til kultur- og uddannelsesinstitutioner. H.C. Andersen er verdenskendt, og Odense er en autentisk kulisse for hans kunstneriske univers. I H.C. Andersen har Odense noget unikt. Det vil vi med festivalen forsøge at løfte, fortæller Palle Skov Jensen, der er formand for bestyrelsen i H.C. Andersen Festivals.

I følge arrangørerne vil festivalen satse på kvalitet og nytænkning, og sammen med professor Johs. Nørregaard Frandsen fra H.C. Andersen Centret har bestyrelsen fastlagt syv værdiord, der skal kendetegne det nye arrangement.

- H.C. Andersens eventyr og univers rummer så meget, der i virkeligheden er meget moderne problemstillinger: Mønsterbruddet, søgen efter identitet, fantasiens rolle, rastløshed, begæret efter anerkendelse er blot nogle af disse træk, som festivalen har lagt ind som fine værdiord, fortæller Johs. Nørregaard Frandsen.

Se H.C. Andersen Festivals hjemmeside

Ved du noget? Så send os et tip