Ved Grønnemose på Vestfyn bor Lars Frandsen og hans kone Ragnhild. Men inden for en årrække skal parret sige farvel til deres bindingsværkshus, hvor de har boet siden 1981.
Den nye højhastighedsjernbane, som skal anlægges på en 35 kilometer strækning tværs over Vestfyn, kommer nemlig til at gå direkte gennem Lars Frandsens gårdsplads mellem værksted og stuehuset. Derfor skal parrets ejendom eksproprieres, og huset fra 1800-tallet skal jævnes med jorden.
- Det er jo lidt ærgerligt, når sådan noget historie går tabt, siger Lars Frandsen.
Vestfynsk milliardprojekt
Anlægsprojektet på Vestfyn er en del af den politiske målsætning om den såkaldte timemodel. Togrejsende skal kunne komme fra Odense til blandt andet Aarhus og København på blot en time.
Det skal ske ved blandt andet at omlægge jernbanestrækningen flere steder i landet til toge med en tophastighed på 250 kilometer i timen. Men på Vestfyn er det blevet besluttet, at der skal bygges en helt ny jernbane, som skal gå i en direkte linje parallelt med Fynske Motorvej fra Odense til Kauslunde ved Middelfart.
- Jernbanen over Vestfyn er et meget vigtigt projekt, som vil få stor betydning for hele Vestfyn og ikke mindst for togtrafikken mellem landsdelene, siger Janie Winther Ipsen, som er projektchef ved Vejdirektoratet.
Usikker fremtid
Den nye jernbane skal først tages i brug i 2028, men anlægsarbejdet begynder allerede i begyndelsen af 2024.
Tidsplan for ny jernbane på Vestfyn
Og selvom Lars Frandsen og hans kone Ragnhild allerede ved, at de på et tidspunkt bliver nødt til at flytte, har de stadig ikke fået en dato på, hvornår de skal være ude af deres hus.
Men det svar kom de lidt nærmere til tirsdagens informationsmøde i Ejby.
- De snakkede om, at ekspropriationen begynder i slutningen af 2023. Jeg havde regnet med, at det blev i foråret 2024. Men det, der betyder noget, er, at vi ved, hvornår det bliver, og hvor lang tid vi har til at finde noget andet, sagde Lars Frandsen efter mødet.
Anlægsprojektet på Vestfyn er vurderet til at koste 4,9 milliarder kroner.