I det fynske folks tjeneste

Ny kæmpebod på vej til Bios

Selvom responstiderne falder, så koster manglende beredskaber igen i februar Bios en bod i omegnen af 4,5 mio. kr.

Bios, der driver ambulancerne i det meste af Region Syddanmark, har fået en hård start på 2016. I januar leverede de så få af de aftalte beredskaber, at det endte med en bod på ca. 4,5 millioner. Og nu er den så gal igen. Også i februar kan de se frem til den maksimale bod på rundt regnet 4,5 millioner. Det erfarer TV 2/Fyn.

Bios har afgivet en status for februar til Region Syddanmark, og selvom der ifølge TV 2/Fyns oplysninger er en fremgang at spore hos ambulanceoperatøren med en mere stabil drift, færre huller i vagtplanen og faldende responstider, som Region Syddanmark offentliggjorde tidligere i dag, så er manglerne fortsat så store, at der falder den størst mulige økonomiske straf. Det er 15 procent af det beløb, som Region Syddanmark betaler til Bios og dermed ender det med en bod på ca. 4,5 mio. kr.

Sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Mads Haugaard, vil ikke kommentere på bodens størrelse, men bekræfter, at Bios har fået en mere stabil drift.

- Det er, det vi ser nu. At der er en mere stabil beredskabsleverance, end vi oplevede i januar. Det virker til, at der er kommet mere styr på vagtplanlægningen, som dog stadig mangler robusthed i forhold til bl.a. sygdom. Altså udfordringer som må betegnes som en naturlig del af driften, når man har så mange medarbejdere, som Bios har, siger Mads Haugaard, sundhedsdirektør i Region Syddanmark.

- De er fortsat i en udfordrende situation, hvor driften beror på velvillighed og frivilligt overarbejde fra de ansatte. Derfor er rekruttering fortsat kritisk, hvis skal formå at skabe en robust vagtplan, siger Mads Haugaard til TV 2/Fyn.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bios-direktør, Morten Hansen.

Selve boden udregnes ugentligt og afregnes kvartalsmæssigt. Region Syddanmark forventer at offentliggøre udregningerne af boden i løbet af april, når de endelige beregninger er færdiggjorte.
 

Ved du noget? Så send os et tip