Ny kombination i Odense: Løb og tjen penge til psykisk syge

Løb og tjen penge til psykisk syge samtidig. Det er konceptet bag Karma Runner, der blev skudt igang tirsdag aften.

Solen gav et gyldent skær ud over Munke Mose i Odense tirsdag aften, da en flok mennesker med snørrede løbesko stod klar til at traske nogle kilometer igennem og samtidig skaffe penge til psykiske syge. 

Det var nemlig første aften med løbefællesskabet, der løber omkring stierne ved Odense Å, som skal sætte fokus på folkesygdomme som stress, angst og depression og samtidig tjene penge ind til disse sygdomme ved hjælp af en app. 

En af de fremmødte var Maria Hansen, som til daglig arbejder som ungerådgiver hos Headspace Odense, og hun er glad for idéen bag projektet.

- Det går jo til en god sag, som jeg er i berøring med hver eneste dag, når jeg er på arbejde, så det giver super god mening. Jeg kan godt lide kombinationen af at få noget sjovt og aktivt sat på noget, der kan virke så tungt og uhåndgribeligt. Så den symbolske værdi, projektet har, tror jeg godt, kan gøre en forskel, fortæller hun. 

Donation via app

Gennem projektet samles der penge ind til tre lokale organisationer, som alle arbejder med stress, depression og angst: Headspace Odense, Sind Fyn og Bedre Psykiatri Fyn. Det sker gennem en nyudviklet app, hvor løberne kan samle penge ind til projektet blot ved at tænde app’en, når løbet starter.  

- Man kan både cykle, løbe og gå til en god sag, og så er der virksomheder, der sponsorerer. Så det er win, win, win for alle parter, siger Silas Barthelemy, direktør i Karma Runner, der står bag app'en. 

Guleroden for virksomhederne er reklame, og vælger man efter sin motionstur at dele donationen på Facebook, ryger der endnu en sjat penge afsted til det velgørendende formål.

 

quote Stres, angst og depression er noget, der rammer på tværs af alle samfundsskæl.

Peter Rahbæk Juel (S), borgmester, Odense Kommune

 

Men det er helt op til folk selv at vælge, om de har lyst til det, understreger Silas Barthelemy, der selv var trukket i løbetøjet tirsdag aften. 

Fokus på udbredte sygdomme

Projektet handler i lige så høj grad om fokus på et vigtigt problem, som det handler om indsamling. Omkring 700.000 danskere vil i løbet af et år have problemer med den mentale sundhed, og det kan være rigtig svært at tale om. Dét forsøger løbeklubben at sætte fokus på. 

- Jeg håber, det kan være med til at aftabuisere. Det med at gå alene med sin sygdom kan føre til ensomhed og det, der er værre, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), der er initiativtageren bag projektet. 

- Jeg har rigtig mange i min omgangskreds, der har været præget af stres, angst eller depression. Jeg har set, hvad det kan gøre ved helt almindelige mennesker. Stres, angst og depression er noget, der rammer på tværs af alle samfundsskæl, siger han. 

Der er snart kommunalvalg. Handler det her ikke om, at du vil gøre opmærksom på dig selv som person?

- Jeg regner bestemt med, at projektet også eksisterer efter kommunalvalget. Det handler om at gøre opmærksom på disse sygdomme, og det er også et initiativ, jeg har taget privat, forklarer Peter Rahbæk Juel.  

Tirsdag var første aften for løbeklubben, men hver tirsdag klokken 19 er der mulighed for at deltage med start i Munke Mose i Odense. Der er løbeture hver tirsdag frem til efterårsferien, dog ikke i juli. Ruten er på fem kilometer og går ud forbi Skovsøen.

 

Oversigt

    Oversigt