I det fynske folks tjeneste

Ny kørselsordning skaber frustration

Fyns amts nye kørselsordning for svært bevægelseshæmmede skaber både vrede og frustration hos de berørte. \"Jeg føler det simpelthen så nedværdigende, at jeg skal ringe til et kontor og der stå til regnskab for hvor jeg skal køres hen - og hvad jeg skal lave\", siger Gudrun Andersen fra Odense, der er født med spastisk lammelse.

-

Fyns amts nye kørselsordning for svært bevægelseshæmmede skaber både vrede og frustration hos de berørte.

\"Jeg føler det simpelthen så nedværdigende, at jeg skal ringe til et kontor og der stå til regnskab for hvor jeg skal køres hen - og hvad jeg skal lave\", siger Gudrun Andersen fra Odense, der er født med spastisk lammelse.

Samkørsel
Fra den 1. juli er proceduren vedrørende kørslen for svært bevægelseshæmmede blevet ændret.

Nu skal brugerne ringe til et kontor i Fyns Amt. Her skal de fortælle hvor de skal hen, hvornår de skal hentes og hvornår man vil hjem.

Det sker, fordi amtet nu forsøger sig med samkørsel, der skal minimere omkostningerne ved ordningen.

Bestilles 14 dage før
Brugerne er også utilfredse med, at man skal bestille turen 14 dage i forvejen for at få rabat.

Formanden for amtets Trafik- og Miljøudvalg, Poul Weber (V), siger, at han godt forstår brugernes synspunkt, og at han vil arbejde for at lette overgangen til den nye ordning.

Ordning ændres ikke
\"Men den gamle ordning var ved at eksplodere økomomisk, fordi den nærmest begyndte at ligne taxakørsel. Derfor får de bevægelseshæmmede ikke den gamle ordning igen\", fastslår Poul Weber.

Ved du noget? Så send os et tip