I det fynske folks tjeneste

Ny kunstgræsbane i Glamsbjerg

Fremover kan der spilles fodbold på højt niveau året rundt i Glamsbjerg. Glamsdalens Idrætsefterskole og Assens Kommune indvier mandag en ny kunstgræsbane.

Banen bliver officielt taget i brug efter at borgmester Finn Brunse og forstander Lene Møller fra Glamsdalens Idrætsefterskole mandag eftermiddag klipper snoren over til den nye bane.

Første kamp er en opvisningskamp mellem skolens førstehold og et lokalt FGH hold bestående af U16 og U19 spillere.

Kunstgræsbanen er i en kvalitet, der hedder "FIFA Star **", hvilket vil sige, at den er af en kvalitet, som kan bruges på topniveau.

Udover efterskoleeleverne vil kommunens fodboldklubber også kunne bruge den nye bane.

- Det er så fantastisk, at det, der startede med at være en idé hos Glamsbjerg IF, nu bliver til virkelighed ved hjælp af kommunen og idrætsefterskolen. Det er en super mulighed for at fastholde de unge i vinterhalvåret, så de ikke mister interessen for idræt, siger Henrik Bengtsson, der er formand for Glamsbjerg IF.

Ved du noget? Så send os et tip