Ny mand i front for fynsk erhvervsliv

Han var med til at lukke Fyns største virksomhed - nu skal han arbejde for at det ikke sker for resten af det fynske erhvervsliv. Finn Buus Nielsen er ny formand for Fynsk Erhverv.

Bestyrelsen i Fynsk Erhverv har på den netop overståede generalforsamling skiftet den hidtidige formand Jens Hempel-Hansen ud med Finn Buus Nielsen.

Buus Nielsen er mest kendt på Fyn for at have stået i spidsen for Lindøværftet de sidste år frem til beslutningen om, at det skulle lukke.

- Jeg har nu ikke tænkt mig at fortsætte med at lukke virksomheder. Det sker ikke, er jeg sikker på, siger han med et smil.

- Faktisk oplever jeg, at der er fremdrift i det fynske erhvervsliv for tiden, og i Fynsk Erhverv har vi fået en del nye medlemmer, siger Finn Buus Nielsen til TV 2/FYN.

Senest har Finn Buus Nielsen arbejdet som teknisk chef i Andresen Towers under etableringen af en ny fabrik i Nyborg. Den stilling forlod Finn Buus Nielsen ved udgangen af januar - helt efter planen. Den nu pensionerede erhvervsmand er stadig aktiv i diverse bestyrelser blandt andet i Ib Andresen

.

Han glæder sig til at kaste sig over lobby-arbejdet i Fynsk Erhverv.

- Vi vil styrke fynske iværksætteri, og jeg vil arbejde for at få flere yngre kræfter ind i bestyrelserne i de fynske virksomheder. Og så vil infrastrukturen fortsat have vores fokus, siger Finn Buus Nielsen.

Oversigt

    Oversigt