Ny musisk sansehave skal hjælpe autistiske børn

Tirsdag kunne Enghaveskolen indvie sin nye legeplads. Den vil have en positiv effekt på udviklingen hos autistiske børn.

Med balloner i træerne, frisk frugt på bordene og en popcornmaskine, som slog de første rytmer an, kunne Enghaveskolen i Odense indvie sin nye rytmiske legeplads.

Den nye legeplads er specielt lavet til Enghavskolen, en specialskole for elever med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, de fleste med autisme.

"Børn og unge med autisme har udfordringer indenfor tre områder.
Socialt samspil, kommunikation og forestillingsevne. Alle børn ville
kunne udvikle sig indenfor disse tre områder, hvis vi kunne få sat et
projekt i værk, som er en form for musisk sansehave." 

Sådan lyder et uddrag af den ansøgning, som Enghaveskolen sendte til Trygfonden. Gitte Breese, som er pædagog på Enghaveskolen, skrev ansøgningen.

- Jeg forventede ikke et svar fra dem, for der gik lang tid inden vi overhovedet hørte noget, fortæller Gitte Breese og fortsætter:

- Da der så i svaret stod, at de gerne ville give os 75.000 kroner til vores projekt, blev vi jo mega glade.

Enghaveskolen havde set instrumenterne, og så potentialet i dem, men der skulle flere penge til, end hvad skolen kunne klare. Det var her, at Gitte Breese med opbakning fra skolens ledelse fik ideén med at skrive en ansøgning til Trygfonden.

En berigelse til skolen

Skoleleder Jørgen Schoop er ikke i tvivl om, at de nye musikinstrumenter vil være gøre skolens udendørsområde bedre for eleverne på skolen.

- Det er en hel ny aktivitet, som vi kan berige vores legeområde med. Børnene har selv mulighed for at lege og eksperimentere med musikinstrumenterne, udtaler Jørgen Schoop. 

I skolens musiklokale står der også mange musikinstrumenter, men de nye instrumenter udenfor tilbyder dog skolens elever noget helt andet

- Instrumenterne herude er mere robuste, og kan foruden vejr og vind også tåle, at man kravler på dem, siger Jørgen Schoop. 

Stimulerer til mere leg

quote Det er ikke en hemmelighed, at skoler ikke har mange penge. Havde vi ikke modtaget donationen, så havde det ikke været muligt, at skaffe den her aktivitet til skolen

Jørgen Schoop, skoleleder

Tanken med instrumenterne og den nye sansehave er ikke at flytte musikundervisningen udendørs. Instrumenterne skal være med til at stimulere børnene i frikvarterne

- Alle børnene har mulighed for at gå hen og frembringe noget lyd, der lyder godt. På den måde kan det stimulere børnene til at lege mere, forklarer Sune Steen Vogt Thomsen, som underviser i musik på Enghaveskolen.

Autister kan opleve vanskeligheder med at socialisere sig med andre, men det skal den nye rytmiske legeplads hjælpe dem med.

- Netop de områder som mange autister har svært ved, såsom kommuniaktion og at indgå i sociale relationer, kan man arbejde med på en legeplads som den her, uddyber Sune Steen Vogt Thomsen.

Ikke muligt uden støtte

Enghaveskolen kunne ikke selv have købt instrmenterne til den nye musiske sansehave, som legepladsen er døbt.

- Det er ikke en hemmelighed, at skoler ikke har mange penge. Havde vi ikke modtaget donationen, så havde det ikke været muligt, at skaffe den her aktivitet til skolen. Så det er vi yderst taknemlig for, siger skoleleder Jørgen Schoop.

Selvom popcorn og sodavand lokkede mange af eleverne til, var det dog legepladsen, som fik mest opmærksomhed fra eleverne. Alle instrumenterne blev afprøvet, og den nye legeplads er allerede en succes. Det glæder skolen og ikke mindst Gitte Breese, som sendte ansøgningen til Trygfonden:

- Jeg er rigtig, rigtig glad og stolt over det her arbejde, for det gavner simpelthen så mange børn.

Oversigt

    Oversigt