Ny nedtur i Parken for Nicki Pedersen

Nicki Pedersen styrtede to gange og røg ud i semifinalen ved speedway-grandprixet i Parken.

Parken er og bliver ikke nogen speciel god hjemmebane for Nicki Pedersen. I den niende udgave af motorsportsdysten i Danmarks nationalarena fløj han to gange af cyklen og nåede ikke finalen.

Det betyder, at han i den samlede VM-stilling glider ned fra fjerde- til sjettepladsen, og at afstanden til de førende er blevet endnu større.

Nicki Pedersen virkede ellers opsat på at hente sin første sejr i Parken efter fem kiksede finaler tidligere i karrieren, og et medlevende publikum - der blandt andet talte herrelandsholdet i håndbold - gjorde sit til at løfte den lille fynbo frem.

Efter et kikset åbningsheat, der kun kastede et enkelt point af sig, tog han revanche i sin anden start, hvor han satte den regerende verdensmester Tomasz Gollob og den på det tidspunkt førende i VM-stillingen, Greg Hancock, grundigt på plads.

I niende heat var danskeren imidlertid impliceret i to sammenstød, og blev udelukket fra omkørslen.

En sejr i heat 16 blev fulgt op af endnu et styrt i danskerens sidste indledende optræden, og her vurderede den svenske dommer igen, at Pedersen var den skyldige part, og han takserede forseelsen til endnu en udelukkelse.

Lidt heldigt rakte de syv point alligevel til en semifinaleplads, men fra den svære startposition tre kunne den trefoldige verdensmester ikke stille noget op og sluttede sidst.

Kollegaen Kenneth Bjerre har aldrig før nået finalen i Parken, og det lykkedes heller ikke denne gang. Esbjergenseren fik aldrig fart i cyklen, og med blot seks point sluttede han langt nede i rækkerne.

Den tredje og sidste dansker, den blot 16-årige wildcard-kører Mikkel B. Jensen, fik kun skrabet to point sammen, men samlede til gengæld masser af erfaring.

Dermed er Hans Andersens sejr i 2006 fortsat eneste gang, hvor det er lykkedes en dansker at havne øverst på podiet i Parken. Den ære tilfaldt i stedet verdensmester Gollob i år. Polakken fører nu også i det samlede VM-regnskab.

Det næste grandprix foregår om to uger på Millennium Stadium i Cardiff. Herefter holder grandprix-serien en lille sommerpause, hvor motorerne dog ikke står stille.

Fra den 9. til den 16. juli køres der nemlig om hold-VM. Danmark har hjemmebane i indledende runde i Vojens, og finalen køres i polske Gorzow.

Oversigt

    Oversigt