I det fynske folks tjeneste

Ny nedtur for OB

OB var uskarpe og tabte for fjerde gang i træk med 0-2-nederlaget til Fulham i Europa Leagues gruppespil.

Der var rigeligt med målchancer til OB, men fynboerne tabte alligevel torsdag aften 0-2 i Odense til Fulham i Europa Leagues gruppe K.

Den tidligere engelske landsholdsangriber Andrew Johnson scorede begge mål for gæsterne. Et mål i hver halvlegs slutfase blev han noteret for, mens OB fik Kalilou Traoré vist ud i slutfasen efter to gule kort.

Nederlaget var det fjerde i træk i alle turneringer til OB, men fynboerne faldt med ære og burde have fået mere ud af opgøret mod Premier League-modstanderen. Chancerne, især i første halvleg, blev dog brændt eller reddet på fornemmeste vis af Fulham.

OB-træner Henrik Clausen havde til kampen taget konsekvensen af sidste uges elendigheder med to Superliga-nederlag og det pinlige pokalexit til 1. divisionsklubben Fredericia ved at bænke angriber Peter Utaka.

Utaka var den eneste af stamspillerne, som blev bænket. Noget af en hentydning fra Henrik Clausen, som denne gang foretrak Baye Djiby Fall i angrebet.

Fall viste ved flere lejligheder, at han er en topangriber, som umiddelbart virker til at have mere selvtillid, end Utaka har for tiden.

Alene i første halvleg kunne Fall have scoret tre gange. Men blandt andet en feberredning på målstregen af den australske landsholdskeeper Mark Schwarzer forhindrede det.

Utaka kom på banen med lidt over 20 minutter igen i stedet for Fall, men han kunne ikke redde point til OB.

Fynboerne stillede op i sin velkendte europæiske opstilling. Det vil sige, at arbejdshesten Hans Henrik Andreasen var hængende angriber bag Fall - den eneste deciderede angriber fra start.

På OB-midtbanen var det en nydelse af opleve Eric Djemba-Djemba. Især i de europæiske kampe i denne sæson har han været rigtig god. Boldsikker og manden med det store overblik.

Venstrekanten Bashkim Kadrii, som med pragtpræstationer fik debut for det danske landshold tidligere på sæsonen, er i takt med OB's krise desværre faldet en del i niveau.

Mod Fulham var han igen uskarp.

Måske en pause vil gøre ham godt. Han havde ved flere lejligheder ganske gode målchancer, men bolden fløj for det meste ved siden af målet.

Fulham er hverken Manchester United eller Chelsea, men helt ringe er London-holdet ikke.

Fulham har godt nok ikke vundet i sæsonens Premier League endnu, men sidste sæsons ottendeplads vidner om en vis klasse, og klubben var desuden tabende Europa League-finalist i 2010. Så på papiret er nederlaget til at leve med.

Andrew Johnson viste desværre, hvorfor han engang var inde omkring Englands landshold. Han var helt anonym, men scorede alligevel to gange. Det er tegn på en god angriber.

En katastrofe er nederlaget ikke for OB. Med tre point for to kampe er OB stadig godt med. Fulham har fire point, det samme har Twente, mens Wisla Krakow er uden point.

Ved du noget? Så send os et tip