Ny nedtur til OB

OB tabte søndag 4-2 til HB Køge på hjemmebane og er stadig uden sejr i foråret. Presset på OB-træner Henrik Clausen stiger.

Krisen i OB nåede nye højder søndag eftermiddag, da de seneste tre års sølvvindere i Superligaen tabte med 2-4 på hjemmebane til bundholdet HB Køge.

I anden halvleg gik fynboerne helt i opløsning, og spillerne virkede modløse.

OB er et hold i krise

HB Køge kom alt for let til målchancer, og på et kvarter i anden halvleg gik gæsterne fra 1-1 til 4-1 med tre lette mål. Det satte gang i pibekoncert på stadion i Odense, hvor publikum også råbte på fyring af OB-træner Henrik Clausen.

At OB er et hold i krise, blev allerede udstillet efter et kvarters spil i første halvleg, hvor to situationer viste forskellen på et hold i medgang og modgang.

5.303 tilskuere var mødt frem

Efter et fint OB-angreb prikkede Morten Skoubo bolden på stolpen, hvorefter HB Køge satte et kontraangreb i gang, som Nikolaj Madsen omsatte til scoring bag en tøvende Mads Toppel i OB-målet.

Det satte straks gang i tilråbene fra tribunerne, hvor flere OB-fans råbte "Clausen, tag dit tøj og gå" i retning af OB-træneren, der de seneste uger er blevet sat under pres efter den dårlige start på foråret.

Tilskuernes opbakning til OB var i det hele taget minimal, eftersom kun 5.303 tilskuere var mødt frem på stadion. Flokken på fantribunen var helt stille gennem det meste af kampen, og HB Køges lille medrejsende fanskare var lettere at høre.

Efter at have rystet 0-1-chokket af sig, kæmpede OB sig tilbage i første halvleg og kom frem til flere afslutninger. Det var dog først efter pausen, at Bashkim Kadrii fik udlignet til 1-1, men det fynske håb blev hurtigt ødelagt af HB Køge.

OB i store problemer

OB var nu i store problemer, og fynboerne var kun farlige, når Kalilou Traoré tog sagen i egen hånd og skabte noget ravage med soloaktioner. Derfor udløste også stor pibekoncert, da Traoré blev skiftet ud med 20 minutter tilbage.

På det tidspunkt var slaget dog tabt for OB, for HB Køge forsvarede sig godt med et højt pres og giftige kontrastød, hvilket udløste 4-1-målet ved Lee Rochester.

En reducering i slutfasen hjalp ikke noget i det store billede for OB, der efter det ydmygende nederlag befinder sig i en rigtig skidt situation. Fynboerne er uden sejr i foråret, har tabt tre kampe i træk og er nu i dyb krise.

/Ritzau/

Oversigt

    Oversigt