Ny OB-målmand kan få debut i aften

OB hentede i slutningen af transfervinduet den dygtige ukrainske målmand Maksym Koval til Ådalen. I aften kan han få sin Superliga-debut.

I aften kl. 19.00 møder OB på udebane Esbjerg. Kampen kan give debut til den nye OB-målmand Maksym Koval, der er hentet i Dynamo Kiev på en lejekontrakt.

Koval har været i OB siden den 1. september, men på grund af lidt administrativt bøvl med opholds- og arbejdstilladelse har han kun kunnet træne med resten af Superligatruppen siden den 8. september.

Og i aften kan den blot 22-årige målmand efter en uges træning i Ådalen så få sin OB-debut, når rundens mandagskamp spilles i Esbjerg. Sammen med målmandskollega Michael Tørnæs, der har stået i de seneste fire kampe, er Koval nemlig udtaget til aftenens kamp i det vestjyske.

På trods af sine blot 22 år har Maksym Koval allerede spillet mere end 80 kampe for storklubben Dynamo Kiev, ligesom han også har fået sin debut på det ukrainske landshold.

Oversigt

    Oversigt