Ny OB-træner lukker debat om træningsuro

Den nye OB-træner Uffe Pedersen har som en af de første ting fået lukket debatten om træningskulturen i OB. Den fejler ikke noget, slår han fast.

Som en af de første ting i jobbet som ny OB-træner gik Uffe Pedersen tirsdag ind og hev fat i anfører Chris Sørensen og Thomas Helveg samt andre fra spillertruppen for at få lukket den debat, der har kørt om en dårlig træningskultur i klubben.

- Det er talt igennem. Der er ikke noget på den historie. Der har været en udmærket træningskultur i OB, og det kommer der også til at være fremover, siger Uffe Pedersen.

Det var med blandede følelser, at han sent mandag aften blev bedt om at overtage ledelsen af førsteholdet efter fyringen af Lars Olsen og Viggo Jensen.

- Jeg har jo været en del af det, og jeg ved, at der er blevet arbejdet hårdt, men nogle gange er det bare sådan i fodbold, at det er stolpe ud. Derfor sker der trænerfyringer, siger han.

Der bliver ikke de store spillemæssige forandringer med ham som OB-træner.

- Det er lidt overdrevet, hvor meget man tror på, at taktik kan ændre ting. Det kan man også se, hvis man generelt kigger på Superligaen. Det handler mere om, hvem der er bedst til at træne deres ting og til at udføre dem, siger Uffe Pedersen, der indledningsvis især står over for en mental opgave.

- Nu skal vi have samlet spillertruppen igen efter denne bombe. For det er klart, at spillerne ikke er upåvirkede af sådan en omgang, slår Uffe Pedersen fast.

Uffe Pedersen var fra 2002 til 2004 også cheftræner i klubben, men stoppede dengang frivilligt, fordi han fandt jobbet for krævende, hvis man samtidig ville have tid til også at være familiemenneske.

Han slår da også fast, at han ikke er en kandidat til at blive permanent cheftræner.

Oversigt

    Oversigt