I det fynske folks tjeneste

Ny påkørsel hos auto-forhandler

Efter en længere pause skete der natten til mandag endnu en ulykke hos Kronsbjerg Auto på Rugårdsvej i Odense. Samme sted er der tidligere sket otte ulykker på tre år.

En yngre bilist mistede natten til mandag herredømmet over sin bil og kørte ind i en af de biler, Kronsbjerg Auto har holdende uden for forretningen.

Ejeren af forretningen, John Munk, er godt træt af det:

- Nu har vi ellers gået og glædet os over, at der ikke er sket noget siden oktober 2012, og så sker det her, siger John Munk.

Den 20-årige mand kom ifølge Fyns Politi ikke alvorligt til skade, men han kan vente et retsligt efterspil, da han ikke har kørekort.

I perioden fra 2009 til 2012 skete der otte tilsvarende ulykker samme sted. Alene i første halvår af 2012 skete der tre ulykker.

Se indslag fra juni 2012 på linket ovenfor.

Ifølge John Munk er årsagen, at vejstrækningen indbyder til høj fart, der gør, at bilisterne mister herredømmet i svinget ved hans forretning på Ruggaardsvej 140 - 144.

Men trods gentagne henvendelser til politiet og Odense Kommune, er der ikke gjort noget for at ændre vejforholdene.

- Jeg mener, at det eneste, der dur er at lave en form for chikane, der tvinger folk ned i fart, men Odense Kommune vil ikke lave chikaner på Ruggaardsvej, siger han.

Han har forstået, at det blandt andet skyldes hensynet til tæt trafik i dagtimerne og til fremkommeligheden for udrykningskøretøjer.

Ved du noget? Så send os et tip