Ny playmaker til GOG

GOG har hentet en ny playmaker fra det tyske Bundesligahold Gummersbach. Svenske Josef Pujol starter i den fynske klub til sommer.

Svenske Josef Pujol kommer fremover til at slå sine folder i det fynske, når han fra sommer skal være playmaker for det sydfynske hold GOG. 

Det oplyser GOG i en pressemeddelelse

Den 26-årige playmaker, der har været i Bundesligaklubben Gummersbach i et år, ser frem til skiftet til Fyn. 

- Jeg valgte at skrive kontrakt med GOG, fordi det er en klub med ambitioner om at være med i toppen af ligaen og kæmpe om medaljer. Samtidig har jeg fået et godt indtryk af Nicolej Krickau som træner, og jeg tror på, at jeg kan udvikle mig og få succes – både personligt, men også med klubben, fortæller Josef Pujol i en pressemeddelelse. 

Josef Pujol startede sin håndboldkarriere i norske Hammarby. I 2016 skiftede han så til mesterklubben Elverum, hvor han efter en enkelt sæson, nogle Champions League-kampe og et norsk mesterskab skiftede klubben ud med den tyske Bundesligaklub Gummersbach. 

Det er norske Gøran Johannessens plads på holdet, som Josef Pujol får. Nordmanden skifter til SG Flensburg-Handewitt.

Har været i sigte længe

GOG-træneren har fulgt den svenske playmaker tæt de seneste fire til fem år. 

- Vi er rigtig glade for at få tilknyttet Josef Pujol til vores trup, siger Nicolej Krickau og fortsætter:

- Det er ingen hemmelighed, at vi på denne position har været ekstremt grundige i vores rekrutteringsproces. Dels fordi playmakerpositionen jo altid er afgørende, men også fordi vi har skullet finde det rigtige match til vores nye stregspilsteam. 

Nicolej Krickau er glad for at kunne tilføre GOG-holdet lidt ekstra international erfaring. 

quote Vi er rigtig glade for at have sikret os den playmaker, vi har ledt efter, så vi også i næste sæson har holdet til ambitionerne om at være med i top-fire.

Kasper Jørgensen, GOG-direktør

- Vi får en klassisk playmaker, som jo desværre er en uddøende race. Så vi er rigtig godt tilfredse med, at vi får én af de få, som i høj grad kan være med til at lede spillet og få sat vores dygtige individualister i scene. Derudover har vi fået en spiller, som har god speed og et godt stående skud. 

Og det bakker direktøren, Kasper Jørgensen op om:

- Vi er rigtig glade for at have sikret os den playmaker, vi har ledt efter, så vi også i næste sæson har holdet til ambitionerne om at være med i top-fire. Det er lykkedes nu. En spiller med erfaring men samtidig med et potentiale til at udvikle sig endnu mere.

Oversigt

    Oversigt