I det fynske folks tjeneste

Ny politidirektør vil lytte til fynboerne: - Nu skal der tænkes nært og trygt

Der er en ny mand på posten som politidirektør på Fyn, og han vil være tættere på fynboerne. Der skal fokuseres på tryghed og tillid, fortæller Arne Gram.

00:53

Arne Gram er den nye politidirektør på Fyn. Han har kun siddet på posten i få dage, men er ikke i tvivl om, hvad han vil fokusere på fremadrettet.

Det er kun fem dage siden, at den nye politidirektør ved Fyns Politi, Arne Gram, satte sig i den stol, som før var besat af Kit Claudi Grøn-Iversen. 

Og hans arbejde, som overhoved for det fynske politi, er allerede i fuld gang. Under et interview ved det Fynske Folkemøde i Odense fortalte han om planerne for det fynske politi. 

- Vi er blevet rigtig gode til de svære opgaver, men det har kostet os det nære, slår Arne Gram fast. 

Vi (politiet, red.) er jo ingenting uden befolkningens tillid. Så hvis vi ikke får overbevist dem om, at de kan regne med os, så har vi kikset

Arne Gram, politidirektør på Fyn

- Der er ingen tvivl om, at der hvor man fører lyset fra lampen hen, der sker en hel del mere, end der hvor lyset så ikke lyser. 

De seneste år har de fynske betjente ikke bare været at finde på Fyn. De har haft en del arbejde i København i forbindelse med terrorangrebet og opgaverne derefter.

- Og de har knoklet rumpetterne ud af bukserne der ovre og haft en masse overarbejde, siger Arne Gram.

Derudover har der også været en del opgaver for betjentene i hele landet i forbindelse med de store menneskemængder, der har vandret over grænserne til Danmark. 

Og det er disse opgaver, som den nye politidirektør, fortæller har haft meget lys og har taget meget af det fynske politis opmærksomhed. 

Læs også Kit Claudi forlader Fyns Politi

Nu skal der lyttes til fynboerne

Ifølge Arne Gram skal de store opgaver udenbys ikke være dagsordenen i en lige så høj grad fremover. Der skal i stedet tænkes nært og trygt. 

- Nu skal vi i dialog med den fynske befolkning. Der skal rykkes ud til det, som i den store sammenhæng måske kan syne mindre, men for den enkelte fynbo er stort og vigtigt, fortæller han.

Skiftet kom som en overraskelse for mig - en god overraskelse. Jeg er glad for at være tilbage på Fyn

Arne Gram, politidirektør på Fyn

- Vi skal have set lidt nærmere på tryghed og tillid i Fyns Politi i relation til borgerne. Det er jo ingen hemmelighed, at vi havde store politiopgaver, der blev løst til ug med kryds og slange ovre i København og ved grænserne i 2016 og 2017, men der er opgaver, der nu skal løses i det nære på en anderledes og mere nærværende måde. 

Under det Fynske Folkemøde fortalte han, at han egentlig godt kan forstå, hvis fynboerne ikke føler, at der er blevet lyttet nok til dem. Men det skal der gøres noget ved ifølge den nye mand på posten. 

- Vi (politiet, red.) er jo ingenting uden befolkningens tillid. Så hvis vi ikke får overbevist dem om, at de kan regne med os, så har vi kikset, siger Arne Gram. 

Læs også Ib Arne og smedekoret åbner folkemødet: - Vi synger de steder, folk gider at høre os

Der var mødt mange op til det Fynske Folkemøde lørdag i Fyens Stiftstidendes lokaler midt i Odense.  Foto: Mette Rønn

Vender hjem 

Arne Gram har tidligere været vicepolitidirektør i Fyns Politi og konstitueret politimester i Svendborg Politikreds. Men i 2013 blev han tilbudt at fortsætte sin karriere i København. Han rykkede arbejdet over til Sjælland men blev fortsat boende i Nyborg med sin kone.

For 11 måneder siden startede han så som politidirektør hos Midt- og Vestsjællands Politi. Det blev et kort visit, da han i mandags startede som politidirektør på Fyn. 

- Skiftet kom som en overraskelse for mig - en god overraskelse. Jeg er glad for at være tilbage på Fyn, fortæller Arne Gram og fortsætter:

- Fyn er en god afspejling af hele landets politi. Der er både store byer, udkantsområder og små samfund i kredsen, og det passer mig godt. 

En snak i brugsen

Arne Gram har en kone, der er sundhedsplejerske i Nyborg. Han er ligesom hende vant til at møde borgere i den lokale brugs, som gerne vil snakke arbejde eller som har nogle spørgsmål. 

Det gør ham ikke noget. Faktisk ser han det som en positiv ting. 

- Jeg er smilende og kan godt lide at snakke, så det er helt okay, fortæller han. 

Læs også Beæret prisvinder: John blander sig og belønnes for det