I det fynske folks tjeneste

Ny politisk liste på Ærø

Ærø fik mandag aften en ny politisk liste, der går efter forandring og borgmesterposten på øen. Listens spidskandidat er den tidligere spidskandidat for Venstre, Bent Juul Sørensen.

Borgerlisten Ærøs Fremtid har som sin mærkesag at forandre Ærø og samle det politiske landskab til en helhed. Listen er borgerlig, men vil hverken pege på en borgerlig eller socialdemokratisk borgmester.

- Jeg er borgmesterkandidat, og vi peger udelukkende på os selv, siger Bent Juul Sørensen.

Indtil maj i år var Bent Juul Sørensen spidskandidat for Venstre, men ifølge ham selv blev han smidt ud af partiet.

- Jeg ved ikke hvorfor jeg blev ekskluderet. Men fortiden er ligegyldig. Nu handler det udelukkende om Ærøs fremtid, siger borgmesterkandidaten fra Borgerlisten Ærøs Fremtid.

Statslig færgestyring

Den nye liste melder ud at den vil skabe dynamik og politisk ledelse på Ærø.

- Vi vil bevare Ærø, som en selvstændig kommune, og som en lille kommune skal vi være et sted, der både tiltrækker tilflyttere og fastholder bestående borgere. Dette kræver smidig og hurtig sagsbehandling fra kommunen. Alle i kommunen skal føle ejerskab og ansvar for øens udvikling. Ansatte og borgere skal inddrages i processen, forklarer Bent Juul Sørensen.

Derudover ønsker Borgerlisten Ærøs Fremtid at give tilladelse til fritidshuse overalt på øen, to faste ambulancer og en statslig styring af færgedriften.

- I kommende valgperiode vil vi først arbejde med en ny færge og ny teknik på Søby ruten. Her vil vi også afprøve om ruten kan udliciteres til en privat operatør. Vi ser ingen grund til at kommunen skal eje og drive fremtidens færger til Ærø, siger Bent Juul Sørensen fra Dunkær.

Opstillingslisten

På mødet mandag på Ærø Hotel sammensatte de 100 fremmødte følgende liste til kommunalvalget 19. november:

1. Bent Juul Sørensen, Dunkær

2. Peter Jensen, Marstal

3. Henning Rasmussen, Kragnæs

4. Flemming Skov, Marstal

5. Inger Marie Albertsen, Ærøskøbing

6. Birger Dovald Petersen, Søby

7. Ole Gilberg, Marstal

8. Ib Ravn, Marstal

Ved du noget? Så send os et tip