Ny politisk redaktør på TV 2/FYN

Journalist og studievært Jesper Buch, 51 år, er netop tiltrådt en nyoprettet stilling på TV 2/Fyn som politisk redaktør.

Han har ikke selv tal på, hvor mange gange han har sagt "god aften" til fynboerne, men det er blevet til rigtig mange "godaftener", siden han i slutningen af 1980'erne hilste på fynboerne for første gang i fjernsynet.

Udnævnelsen til politisk redaktør er et led i TV 2/FYN's målsætning om, at tv-stationen fremover i højere grad end nu selv skal sætte dagsordenen med friske, relevante, betydningsfulde og selvstændige historier og ikke mindst: Skabe debatskabende journalistik, der gør seerne klogere.

- Jo, jeg træder nu et skridt tilbage fra rollen som såkaldt ankermand, men fynboerne slipper ikke for mig på skærmen, siger Jesper Buch.

Nyt debatprogram

I samarbejde med ledelse, redaktionssekretærer, reportere og tekniske kolleger er han lige nu med sig selv som en af værterne i gang med at forme et helt nyt ugentligt debatprogram.

Det skal i det nye år udvikletv-stationen til at blive dén centrale debatform, som fynboerne samles om.

- Udnævnelsen af Jesper Buch er et helt konkret udtryk for, at TV 2/FYN nu styrker sin politiske dækning, siger Esben Seerup, direktør på

TV 2/FYN.

Han fortsætter:

- Jesper Buch - som jeg vurderer som en af Fyns dygtigste og mest indsigtsfulde, politiske journalister - skal tegne og forme vores journalistiske linje inden for politik.

- Han bliver en helt central figur i vores dækning af det spændende, kommunale valgår, der venter i 2013. Både som vært på TV 2/FYN's kommende debatprogram og som analytiker og kommentator, siger Esben Seerup, direktør på TV 2/FYN.

Erfaren mand

Navnet Jesper Buch er på Fyn lige så kendt som minister- og greve-navne.

Fynboerne kender ham som troværdig og indsigtsfuld. Som manden, der altid på seernes vegne vil have svar.

Om det er skibsrederens problemer eller kontanthjælp-modtagerens er ligegyldigt: Buch kræver svar fra de politikere, der mere eller mindre ubarmhjertigt prioriterer budgetterne. Altid bidende, vidende og kvalificeret spørgende.

- Høj som lav har samme krav på den samme respekt og behandling, lyder det fra den nyudnævnte politiske redaktør.

Jesper Buch har siden TV 2/FYN's start i 1989 prøvet det hele.

Nyheder, features, magasiner og valgprogrammer.

Han har været hele vejen rundt og navigeret sikkert og kompetent på de bonede fynske overklassegulve, i støvede værftshaller og i møgbeskidte mudderhuller, hvis det var betingelsen for at få en god og relevant historie hjem til de fynske tv-seere.

- Jeg har i årenes løb lavet mange valgprogrammer sammen med Jesper. Han kan være en meget utålmodig og stræbsom kollega. Han forlanger respekt for detaljen, og han kræver klare svar på klare spørgsmål. Hvis politikerne forsøger at snakke udenom, så bliver han bare endnu mere nærgående, siger freelance-journalist Gert Hansen.

Han har kendt Jesper Buch, siden de to i 1983 startede som ganske unge studerende på samme hold på Danmarks Journalisthøjskole.

Jesper Buch har tilbage i 1990'erne måttet erkende, at nærgående politisk journalistik kan give hårde stød - også fysiske. Dengang blev han på tv-stationen opsøgt af en utilfreds politiker og tidligere bokser, der simpelthen slog Buch i gulvet.

- Jeg glæder mig nu til at fokusere på det politiske stof og bruge min tid på politiske planer og beslutninger. Fynboerne skal vide, at de fremover får de væsentlige nyheder og oplevelser på TV 2/FYN og 24-timers-kanalen TV Fyn samt på hjemmesiden www.tv2fyn", siger Jesper Buch, som samtidig bliver stationens centrale analytiker i forbindelse med det forestående kommunalvalg i efteråret 2013.

Den politiske redaktør stammer fra landsbyen Ulstrup ved Bjerringbro i Jylland, men i hjemmet i Odense har han sin trygge base sammen med sine to teenagesønner og hustruen Mette Bonde, som er kreditchef i grovvarekoncernen Danish Agro. Fritiden skal helst rumme plads til en lang, daglig løbetur, der klarer hjerne og krop.

De fynske tv-seere får første gang mulighed for at se Jesper Buch i hans nye rolle tirsdag den 20. november, når TV 2/FYN sammen med Fyens Stiftstidende og DR Fyn holder et fælles debatmøde med Odenses byrådskandidater. Her er Buch vært - nu med titlen: "Politisk redaktør, TV 2/FYN".

Blå bog

Født 1961 i Vorning ved Hobro, opvokset ved landsbyen Ulstrup i Jylland.

1982: Student, Bjerringbro Gymnasium

1983-1987: Studier ved Danmarks Journalisthøjskole i Århus og halvandet års praktik på Vejle Amts Folkeblad

1987-88 : Vendsyssel Tidende og derefter Odense Medieselskab.

1989 Ansættelse ved TV 2/FYN

Gift med kreditchef Mette Bonde

Far til parrets to drenge på 13 og 17 år.

Oversigt

    Oversigt