Ny programserie: - Færgen er vores livsnerve

Hvordan føles det, at være afhængig af en færge? Få svaret i første afsnit af TV 2/Fyns nye programserie "Livet på småøerne".

Som øbo kender man sejlplanen i mindste detalje. Det gælder også Preben Sørensen fra Skarø, der har pendlet til sit arbejde i Svendborg i 21 år.

Preben Sørensen
Preben Sørensen
Foto: Jonas Bertelsen

For at møde til tiden er han nødt til at nå den første færge klokken 6.40. Det passer ham helt fint, men det kan dog være lidt hårdt i de mørke vintermåneder.

- Den mørke periode er ikke sjov, for man kan ikke se den ejendom, man bor i. Det er mørkt om morgenen, og det er mørkt om aftenen. Til gengæld så er hele sommerperioden pragtfuld, fortæller Preben Sørensen.

Øboerne må i det hele taget indrette tilværelsen efter sejlplanen. For eksempel er købmanden lukket på flere af øerne, så færgen må bringe dagligvarerne over.

- Færgen er vores livsnerve, fortæller Preben Sørensen.

Når uheldet er ude kommer hjælpen enten via en redningshelikopter eller med færgen. Øerne har dannet frivillige brandværn og akuthjælperhold, der rykker ud i mellemtiden, men nogle udfordringer kan de dog ikke klare selv. Døgnhjælp til syge ældre er for eksempel ikke en mulighed på de små øer på grund af den lange sejltid.

Mød Preben Sørensen og de andre øboere i serien "Livet på småøerne". Se første afsnit, der blev sendt den 15. januar på TV 2/Fyn Nyhedskanalen.

 

 

Oversigt

    Oversigt