I det fynske folks tjeneste

Ny prøve: Nemmere at blive dansker

Det er ikke længere nødvendigt at vide, hvornår Dannebrog faldt ned fra himlen for at blive dansk statsborger. Regeringen og Enhedslisten er blevet enige om en ny statsborgerskabsprøve.

Kravene til at blive dansk statsborger bliver lempet med den nye indfødsretsprøve. Det fortæller det fynskvalgte folketingsmedlem Trine Bramsen (S).

Den nuværende indfødsretsprøve med mange historiske spørgsmål bliver afskaffet og i stedet skal folk svare på mere nutidige spørgsmål, der handler om det danske samfund i dag.

Den nye aftale sænker blandt andet også sprogkravene til de nye statsborgere, og skal i højere grad handle om hverdagslivet og politisk engagement, fortæller Trine Bramsen (S), der er formand for Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik i Folketinget.

- Vi håber at få nogle bedre, nye danske statsborgere, og vi håber også, at vi sender et bedre signal til folk om, at det godt kan betale sig at være en del af det danske samfund, siger hun.

Den nuværende indfødsretsprøve har været kritiseret af flere for at være for svær. Det er tidligere blevet debatteret i Debat med Buch, hvor blandt andre Pernille Skipper (EL) var stor modstander af indfødsretsprøven.

- Hvis der absolut skal være en prøve, så er vi i Enhedslisten da glade for, at vi vil slippe af med nogle af de tåbeligheder, som der ligger i den eksisterende prøve, sagde hun dengang.

Nu er Enhedslisten så gået sammen med regeringen om at lave en ny prøve. Ifølge Trine Bramsen vil den blive svær - men ikke ligeså svær som tidligere.

- Der er rigtig hårde krav, men det skal ikke være urealistiske og umulige krav. Mennesker, der har boet lang tid i Danmark og som taler godt dansk og arbejder, skal have mulighed for at blive danske statsborgere, siger hun.

Regeringen og Enhedslistens aftale træder i kraft den 15. juni, og de forventer, at den nye prøve for første gang bliver afholdt i juni 2014.