Ny rådmand under kritik

Mandag indtrådte den radikale Erik Simonsen som rådmand for social- og arbejdsmarkeds-forvaltningen i Odense. Det sker, mens kritikken ulmer i det radikale bagland og med udsigt til en snarlig ekstraordinær generalforsamling i partiet.

Glad og stolt

En glad og stolt Erik Simonsen havde mandag sin første dag som rådmand i den ny social- og arbejdsmarkedsforvaltning.

- Jeg er stolt over at være rådmand på vegne af det Radikale Venstre. Vi har knoklet for at nå hertil, siger Erik Simonsen.

Han bebuder, at hans første mål er at sætte sig ind sit sagsområde og hilse på medarbejderne i forvaltningen.

Tager kritik med ro

Indtagelsen af rådmandsstolen sker i skyggen af ulmende kritik i det radikale bagland, som blandt andet er kommet til udtryk i læserbreve i Fyens Stiftstidende.

Kritikerne mener, Erik Simonsen handlede utroværdigt på valgaftenen, da han i stedet for at blive borgmester med støtte fra socialdemokratiet og SF valgte at indgå i en borgerlig konstituering med Jan Boye som borgmester.

Kritikken har ført til at partiet holder ekstraordinær generalforsamling d. 10. januar.

Men Erik Simonsen tager det roligt: - Jeg har bestyrelsens opbakning. Kritik af den art hører med i toppen af politik, siger han.

Oversigt

    Oversigt