I det fynske folks tjeneste

Ny rektor skal kæmpe for kunstakademis eksistens

02:24

De står snart uden lokaler, og den politiske opbakning er skrøbelig. Udfordringerne står i kø til ny rektor for Det Fynske Kunstakademi.

Lars Bent Petersen starter egentlig først i stillingen som rektor på lørdag, men han er tyvstartet i jobbet.

- Jeg har mest været her til møder, siger han, mens han viser os rundt på sin nye arbejdsplads.

Selvom han i princippet er helt ny i huset, kan man mærke at han træder hjemmevant rundt i lokalerne. Det skyldes, at han underviste på kunstakademiet i en periode indtil 2006. Siden har han arbejdet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, senest som prorektor.

Det ville være lækkert, hvis jeg havde en lejekontrakt på bordet i en fart

Lars Bent Petersen, rektor, Det Fynske Kunstakademi

Hans første og største opgave er at finde nye lokaler, for i forbindelse med en kommunal spareplan mistede akademiet deres nuværende lokaler. De holder til på Brandts, men de skal forlade stedet ved udgangen af 2017. Og det er ikke bare et spørgsmål om at finde andre lokaler. De skal også være billige. For de nuværende lokaler har nemlig været gratis for akademiet, betalt af kommunen.

- Det ville være lækkert, hvis jeg havde en lejekontrakt på bordet i en fart, siger Lars Bent Petersen, da vi spørger ind til problemet.

Han har set sig lun på miljøet omkring havnen og er lige nu ved at afsøge mulighederne.  

Det Fynske Kunstakademi var ellers tæt på at blive helt lukket som en del af en spareplan, men et snævert flertal i byrådet har valgt at bevare det. Socialdemokraternes Anders W. Berthelsen var med til at holde hånden over akademiet. Han har dog ikke gjort det uden betingelser.

- Det er jo ikke en blankocheck, vi udsteder til kunstakademiet. Vi ser meget gerne, at det bliver mere udadvendt. Nu har de jo haft lokalerne på 4. sal på Brandts, og når jeg er kommet der, har det altid været til en låst dør. Selv midt på dagen. De skal integrere sig mere med det øvrige kulturliv, siger Anders W. Berthelsen.

Det Fynske Kunstakademis indtægter

Støtte fra Odense Kommune: Ca. 1,7 mio. kr.
Husleje betalt af Odense Kommune
Støtte fra staten: Ca. 1,4 mio. kr.
Varierende fondsstøtte: Ca. 0,5 mio. kr.

Heldigvis er den nye rektor med på den strategi.

- Jeg kunne godt tænke mig noget i gadeplan, hvor man kan gå direkte ind fra gaden, og hvor vi kan lave synlige aktiviteter. Og helt ærligt, så kan vi også på den måde give nogle af de kommunale penge tilbage til kommunens borgere, så man kan deltage og komme og se, hvad vi laver, siger Lars Bent Petersen.

Men har byen overhovedet nytte af at drive et kunstakademi? Lars Bent Petersen mener, at byen kan sammenlignes med en stor butik, hvor akademiet er en vigtig vare på hylden.

Lars Bent Petersen tiltræder først 1. oktober, men han har allerede nået at holde en del møder i kontorerne på Det Fynske Kunstakademi. Foto: Morten Albek

- Det er sjovere at gå ind i en forretning med et stort udvalg end i en forretning med intet udvalg. Også selvom vi i princippet ender med at købe det samme. Og vi kan bidrage med, at der er nogle muligheder i Odense, som rammer nogle forskellige mennesker, så man kan udvikle Odense befolkningsmæssigt og indtægtsmæssigt. Og så man kan tiltrække forskellige borgere, der gerne vil noget forskelligt.

Den nye rektor har lige nu fokus på udfordringer som lokaler og budgetter. Men han ser det som byggesten for at komme videre med det, det egentlig handler om.

- Så man kan lave en kunstuddannelse på et højt kvalificeret niveau.

Det Fynske Kunstakademi optager hvert år ca. 12 studerende på første årgang. Ialt har cirka 60 studerende deres gang på akademiet.

 

Ved du noget? Så send os et tip