I det fynske folks tjeneste

Ny retssag: René Müller vil frifindes

René Müller fik tre års fængsel Foto: Robert Wengler Fynske Medier

Landsretten skal bruge tre dage i september. I byretten blev den fynske pantebrevshandler idømt 3 års fængsel.

Den 27. september og to dage frem skal landsretten i Odense tage stillng til, om pantebrevshandleren René Müller skal have nedsat sin straf på tre års fængsel eller helt frifindes.

Det er René Müllers forsvarer Jakob Lund Poulsen, der har anket sagen til landsretten.

Dommeren i byretten gav ellers rabat på straffen på grund af lang sagsbehandlingstid.

René Müller blev i marts dømt for underslæb og skyldnersvig for cirka 35 millioner kroner.

Müller tilegnede sig de 35 millioner kroner i forbindelse med salg af pantebreve, og dermed blev Eik Bank udsat for tab, fastslog byretten.

Banken havde transport i pantebrevene, da underslæbet blev begået i slutningen af 2007 og i begyndelsen af 2008. Pantebrevene angik ejendommen Amagertorv 29 i København.

Dommen for skyldnersvig fik  Müller, fordi han havde overdraget malerier og møbler for over en million kroner fra sit selskab til sig selv. 

På grund af finanskrisen og efter en stribe kritiske artikler i Jyllands-Posten var Müllers selskab i alvorlige vanskeligheder, og forretningen med salg af pantebreve og ejendomme var stort set ophørt.

Det måtte have René Müller have vidst, og derfor udsatte han både sine kreditorer og Eik Bank for tab og risiko for tab, da han ikke straks afregnede Eik Bank med de penge, der kom i kassen, sagde byretten.

Müllers forvarer mente derimod, at hans klient burde frifindes og ankede straks dommen til landsretten.

Eik Bank var blandt de pengeinstitutter, som kollapsede efter finanskrisen.

Statens såkaldte skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet, hævder, at bankens ledelse optrådte uansvarligt og har anlagt en omfattende retssag. Kravet er erstatning på en kvart milliard kroner.

Ved du noget? Så send os et tip