Ny scene, danseteater eller opera? Nu vælger politikerne retning

Pengeposen ligger klar på bordet, men hvor skal Odenses kulturliv hen? Tre scenarier handler om Vollsmose, moderne dans og mere opera.

Kulturfolk vil gerne selv bestemme, hvad de laver. Og de vil helst lave boblende, sprudlende og udfordrende oplevelser til os andre, når vi mindst venter det.

Men i virkelighedens verden er man dybt afhængige af økonomisk støtte - ofte fra kommunale kasser. Og som bekendt er det dén, der betaler musikken, der bestemmer, hvad der skal spilles. 

Derfor sidder Odenses By- og Kulturudvalg med en vigtig beslutning tirsdag, når man skal fordele ekstra penge til Odenses små storbyteatre.

Cirka tre millioner kroner skal over en fire-årig periode fordeles til Teater Momentum, Den Fynske Opera og børne- og ungdomsteatret Nørregaards Teater.

Pengene stammer primært fra en omfordeling fra 2016, hvor daværende kulturminister Bertel Haarder flyttede penge fra hovedstadens storbyteatre til Odense og Aalborgs. Det ekstra statstilskud er nu begyndt at lande i pengekassen hos Odense Kommune, der administrerer pengene og som for øvrigt betaler størstedelen af teatrenes tilskud.

quote Mit udgangspunkt er, at vi i hvert fald skal tage imod Nørregaards Teaters tilbud om børneteater i Vollsmose. Det er en fremragende ide

Jane Jegind (V), by- og kulturrådmand

- Det er glædeligt, at vi nu kan begynde at bruge af dén gave, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) og refererer til Bertel Haarders omfordeling.

Så er det bare spørgsmålet, hvis bankkonto pengene skal overføres til. Til et enkelt teater eller ligeligt til alle tre.

Odense Kommune har benyttet lejligheden til at bede de tre teatre komme med hver deres oplæg til, hvordan pengene kan gøre gavn hos netop dem, og hvordan det kan hjælpe Odense i den strategiske byudvikling som storby.

Ny teaterscene i Vollsmose

Nørregaards Teater har tilbudt, at de kan bruge en del af pengene til at oprette en ekstra teaterscene et nyt sted i byen, så endnu flere kan møde børne- og ungdomsteatret.

Dén ide blev politikere fra begge fløje varme på, da den blev foreslået i maj, og der blev hurtigt peget på mulighederne i det tidligere Vollsmose Kulturhus.

Stedet bliver nu administreret af Odense Bibliotekerne, men det kan i stedet gøres af teatret, der så kan fylde stedet ud med egne arrangementer og gæsteproduktioner.

quote Vi har en ambition om, at alle Odenses skolebørn skal have mødt en operasanger i deres skolegang

Thomas Storm, operachef for den Den Fynske Opera

Embedsmændene i By- og Kulturforvaltningen har på samme måde blåstemplet idéen. Endda i en sådan grad, at udvalgets politikere slet ikke behøver tilvælge den. Den er nemlig anbefalet som et grundelement i alle tre scenarier, som politikerne skal vælge imellem.

- Mit udgangspunkt er, at vi i hvert fald skal tage imod Nørregaards Teaters tilbud om børneteater i Vollsmose. Det er en fremragende ide, siger Jane Jegind.

Og holdningen deles af socialdemokraterne.

- Det synes vi er en glimrende ide, for det falder fuldstændig i tråd med den omdannelse, vi gerne vil have i Vollsmose. Det skal være en mere integreret del af byen, siger Anders W. Berthelsen (S).

Med opbakning fra både Venstre og Socialdemokraterne lader beslutningen om en ny teaterscene i Vollsmose til at være en formalitet.

Men så mangler man stadig at pege pengestrømmen mod moderne dans eller mere opera.

Opera med faste sangere

Den Fynske Opera har ingen faste sangere, som det er nu. De bliver hyret ind fra gang til gang, men det vil operachef Thomas Storm gerne lave om på.

Thomas Storm vil gerne kunne ansætte et ensemble med faste operasangere.
Thomas Storm vil gerne kunne ansætte et ensemble med faste operasangere.

- Vi vil gerne fastansætte et hold af sangere til at skabe en klar kunstnerisk profil på Den Fynske Opera. Så vil vi skabe nogle kunstneriske jobs her i Odense, som vil være med til at udvikle operaen til et højere kunstnerisk niveau og en højere synlighed i bybilledet, siger han.

Operachefen fremhæver, at man med fastansatte sangere kan besøge skoler og plejehjem, udover at synge til koncerter.

- Vi har en ambition om, at alle Odenses skolebørn skal have mødt en operasanger i deres skolegang, siger Thomas Storm.

Dans på Momentum-måden

Hos Teater Momentum vil man oprette et særskilt danseteater.

- Odense har i mange år haft en spirende undergrund med danseuddannelser og skoler. Så vil vi simpelthen tage alle de ambitioner og drømme og sætte op på et højere niveau. Byen skal præsenteres for moderne dans, siger producent Anders Skovgaard fra Teater Momentum.

Anders Skovgaard vil som producent overføre Teater Momentums erfaringer fra teaterområdet til et nyt danseteater.
Anders Skovgaard vil som producent overføre Teater Momentums erfaringer fra teaterområdet til et nyt danseteater.

Teatret producerer ikke dans i dag, men har tidligere samarbejdet med dansekompagnier, der har optrådt med gæstespil.

Teatret vil overføre erfaringerne fra deres teatermetode til danseprojektet, så man ansætter dansere for en begrænset periode.

- Det er dans på Momentum-måden. Vi vil ansætte en ny kunstnerisk profil hvert år, som kan tage dansen til nye højder og som kan se dansen på nye måder. Så står man ikke står fast på en bestemt måde at se dansen på, siger Anders Skovgaard.

Politisk retning

Embedsmændene i By- og Kulturforvaltningen overlader det nu til politikerne at vælge.

I hvilken retning skal kulturen i Odense bevæge sig?

Udvalget skal tirsdag vælge mellem tre scenarier, hvor Vollsmose-scenen altså indgår i alle tre. 

I scenarie et bliver de øvrige penge fordelt ligeligt mellem de tre teatre, i scenarie to gives restpuljen til Den Fynske Opera og i scenarie tre til Momentum Dans.

Forvaltningen har anbefalet By- og Kulturudvalget at pege på Momentum Dans, blandt andet fordi dans i gadebilledet vil tilføre noget nyt til Odense og understøtte det kulturpolitiske indsatsområde om "urban stemning".

Men det er ikke dén retning, By- og Kulturrådmand Jane Jegind trækker. Hun er forud for mødet positivt indstillet overfor operascenariet.

Jane Jegind vil gerne styrke Den Fynske Opera.
Jane Jegind vil gerne styrke Den Fynske Opera.

- Jeg er optaget af, at vi kigger på at hæve niveauet for Den Fynske Opera. Jeg synes, de fortjener en chance for at vise, at opera kan noget andet og mere end, hvad det hidtil har kunnet i byen. Også fordi det var Teater Momentum, der fik, dem, sidste gang, der var ledige penge. Og det har de jo fået enormt meget ud af, siger Jane Jegind.

Brian Skov Nielsen fra Enhedslisten er ligesom Jegind positivt indstillet overfor operaen og er begejstret for scenen i Vollsmose.

- Jeg er glad for, at Nørregaards Teater har mod på en scene i Vollsmose. Vollsmose-indsatsen ligger os meget på sinde. Hvad restpuljen angår, er jeg umiddelbart positiv overfor et øget tilskud til Den Fynske Opera, ud fra den betragtning, at Momentum har fået øget støtte for nylig. Men jeg går ind til forhandlingerne med åbent sind, og jeg er heller ikke afvisende over for at dele restpuljen mellem Momentum og Den Fynske Opera, siger Brian Skov Nielsen.

Anders W. Berthelsen fra socialdemokraterne holder kortene tættere til kroppen.

Anders W. Berthelsen vil ikke på forhånd lægge sig fast på en fordeling af pengene.
Anders W. Berthelsen vil ikke på forhånd lægge sig fast på en fordeling af pengene.

- Det kan være opgradering af dans, eller det kan være opgradering af operaen. Det har de budt ind med de forskellige, og så tager vi stilling til på tirsdag, om det lige skal flyde lidt mere hen til den ene end til den anden, siger Anders W. Berthelsen.

Tirsdag tager udvalget stilling til pengestrømmens retning.

Oversigt

    Oversigt