Ny sport hitter på Fyn: - Alle kan være med

På to år er håndboldfitness blevet spredt til 15 klubber på Fyn. Annika Strøjer dyrker det, fordi det passer ind i en travl hverdag.

Annika Strøjer løber gennem hallen, griber en bold, stopper op, og kaster den hurtigt videre. Sveden løber ned ad panden på hende og hendes medspillere. Det er torsdag aften i hallerne i Gudme, og der er håndboldfitness på programmet.

Håndboldfitness er en kombination mellem fysisk træning og håndboldspil med en blød bold, mindre mål og uden driblinger. Det gør spillet hurtigtere og mere legende, så alle kan være med. Desuden er træningen ikke tvungen, og der er ingen kamp i weekenderne.

Derfor passer det godt ind i Annika Strøjers liv. Hun arbejder som skolelærer og har to små børn, så hun er glad for den fleksibilitet, håndboldfitness giver. 

quote Der kommer bare et tidspunkt, hvor man ikke har tid til at være helt så 'comitted'

Annika Strøjer, håndboldfitness-spiller

- Det er bare rart, at man kan pakke sin taske, når de andre gøremål derhjemme er færdige og så drøne herover. Og så kan man komme træt hjem og gå i seng. Jeg synes ikke, jeg går glip af noget derhjemme, og det synes mine børn heller ikke, siger hun. 

Socialt og fleksibelt

Det er netop folk som Annika Strøjer, håndboldfitness skal henvende sig til. DGI har som en del af bevægelsen "Bevæg dig for livet" gjort, hvad de kan, for at få håndboldfitness udbredt på Fyn. Det skal henvende sig til dem, der ikke længere har tid eller mulighed for at gå til håndbold, men som stadig gerne vil røre sig og være en del af sporten. 

Og indsatsen har virket. I 2016 var der kun fire klubber, der tilbød håndboldfitness på Fyn. I dag er der 15 klubber. Annika Strøjer er glad for, at hun har fået muligheden for stadig at dyrke sport uden de forpligtelser, der normalt følger med. 

Klubber med håndboldfitness på Fyn

- Egentlig kan jeg godt lide, når en sport er forpligtende. Der kommer bare et tidspunkt, hvor man ikke har tid til at være helt så 'comitted' (opslugt, red.) til det, man laver. Her kan man komme alle de gange, man har tid til, og så betyder det ikke, at det ikke kan fungere, hvis man ikke er der en dag, og det er egentlig meget rart, siger hun. 

Anja Bønløkke er træner for håndboldfitness-holdet i Gudme. Hun oplever fra spillerne på holdet, at de kommer af flere årsager. 

- De fleste synes, det er super fedt bare at blive rørt, og at man kan være med, og at vi har det sociale, som mange har været vant til at have fra håndbolden, men ikke længere har, fordi man ikke er en del af et hold, fortæller hun.

Nyt studie: Håndboldfitness er sundt

Peter Krustrup er professor i sport og sundhed ved Syddansk Universitet. Han har i et nyt studie fundet ud af, at håndboldfitness har en stor fysisk virkning

- Vores studie viser, at utrænede kvinder på 20 til 30 år med 12 ugers håndboldfitness får større muskler, får stærkere knogler, får bedre intervalarbejdsevne, og så får de faktisk også større indre motivation og mere energi, fortæller han. 

Han peger på, at håndboldfitness er en del af en større udvikling inden for de danske idrætsforbund, der kan være særdeles gavnlig. Især med de træningsformer, der ligesom håndboldfitness, er blevet udbredt gennem "Bevæg dig for livet". 

- Med koncepterne håndboldfitness, fodboldfitness og motions-floorball (to nye sportsgrene efter samme koncept som håndboldfitness, red.) har de store idrætsforbund taget et stort skridt mod at åbne boldspilsklubberne for danske motionsnister med henblik på at forbedre folkesundheden, siger han.  

Se hele indslaget fra håndboldbanen herunder: 

 

Oversigt

    Oversigt