Ny sportsgren vist frem for første gang i Europa

Sportsgrenen GT Games blev for første gang vist frem uden for Nordamerika. Det skete i Ollerup på Fyn.

Havetrampoliner er populære i de fynske baghaver, og nu har det ført til en ny sportsgren, hvor det gælder om at lave vilde tricks på havetrampoliner.

I weekenden viste havetrampolinsspringere for første gang sporten GT Games frem i Europa. Det skete på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

- Det bliver ikke normalt betragtet som en sport, men gutterne her tager det meget alvorligt, så vi besluttede at skabe en platform, hvor de kan teste hinanden, teste deres egne evner og udvikle det som en sport, siger Greg Roe, der er medstifter GT Games. 

Sportsgrenen begyndte i sommeren 2017 i Canada. Det er første gang, at sporten er uden for Nordamerika.

Sammenligner med snowboarding

Greg Roe har en fortid som klassisk trampolinspringer på det canadiske landshold. Der er dog stor forskel på de to sportsgrene. En havetrampolin bouncer eksempelvis ikke på samme måde som en gymnastiktrampolin. 

- Vi er ikke sikre på, hvad det ender med at blive til, for det er så nyt, at vi stadig er ved at finde ud af det. Det ligner meget freestyle-siden af traditionel trampolin, som handler mere om stil og beregne sin bane, men det her handler mere om kreativitet. At vise hvorfor du er lidt bedre eller anderledes end de andre på din helt egen måde, siger Greg Roe.

Han sammenligner havetrampolinspringerne med snowboardere, der i slutningen af 1980'erne revolutionerede skisporten.

Til sammenligning gik snowboarding i løbet af et årti fra at være en ny sportsgren til at være på det olympiske program ved OL i Nagano i Japan i 1998. 

Se tv-indslaget om GT Games i Ollerup. 
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen & Jonas Bertelsen

Oversigt

    Oversigt