Ny storudlejer: Fyns rigeste mand vil opføre studieboliger i Odense

Fynsk rigmand tjente sidste år 456 millioner kroner før skat. Overskuddet skal vokse ved at indtage endnu et land med L'easy-konceptet og massive ejendoms- og robotinvesteringer.

Det går fortsat strygende for Fyns rigeste mand, Niels Thorborg.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse. 

Selv om omsætningen faldt fra 1,8 til 1,6 milliarder kroner, og indtjeningen dykkede fra 590 til 456 millioner kroner, tjente koncernen 3C Group relativt set flere penge sidste år end i 2015.

Her kunne Thorborg nemlig tælle en ekstraorrdinær indtægt på 211 millioner kroner fra salget af wupti.com til Dansk Supermarked med i regnskabet.

- Årets overskud skyldes blandt andet L’easy/Thorn i både Norge og i Sverige, som fortsætter de seneste års stærke udvikling. Det er samtidig grundlaget for, at vi aktuelt arbejder på at gå ind på et fjerde marked ud over det danske, svenske og norske. På nuværende tidspunkt har vi ikke lagt os endeligt fast på hvilket og hvornår, men grundlaget for en ekspansion er til stede, siger ejer og koncernchef Niels Thorborg. 

Samtidig ekspanderer Thorborg voldsomt på ejendomsmarkedet. 

Niels Thorborg er Fyns rigeste mand. Nu vil han udleje boliger i Odense.
Niels Thorborg er Fyns rigeste mand. Nu vil han udleje boliger i Odense.

Thorborg har sammen med Jens Belling investeret massivt i erhvervsudlejning i en 700.000 kvadratmeter stor grund i selskabet Odense Erhvervspark ved motorvejsafkørsel 50 og Svendborgvej.

- Men ejendomsporteføljen er styrket med flere tiltag. I Odense centrum skyder det nye Hotel Odeon op, og når hotellet i 2018 står klar til åbning, bliver det med sine 234 værelser byens største. Samtidig har 3C Properties investeret solidt i flere udlejningsejendomme, og den strategi om at investere løbende og markant i Odenses udvikling fra stor by til storby har koncernen yderligere sat fart på i 2017 med en lang række nye tilføjelser til sin samlede ejendomsportefølje, oplyser Niels Thorborg.

Der er tale om investeringer på et stort trecifret millionbeløb. Boligerne bliver almindelige 2-5 værelses udlejningsboliger, hvoraf nogle blandt andet kunne henvender sig til studerende.

Investeret i flere virksomheder

2016 var også året, hvor 3C Groups investerede i robotvirksomheden Blue Ocean Robotics, og koncernen har store forventninger til det nye forretningsområde. 

Der er også tilfredshed med en flot fremgang hos Nørgård Mikkelsen og Hesehus, mens Odense Sport & Event, der blandet andet ejer OB, Kaj Thor Catering og Odense Congress Center ikke udviklede sig som forventet.

- Sport og eventdelen var i 2016 præget af, at blandt andet tv-indtægterne ikke levede op til forventningerne, og derfor udviklede resultatet sig heller ikke som forventet, men med et meget stærkt forår beviste OB, at vi har grund til fortsat at være optimistiske, når vi ser frem mod de kommende år, hedder det i pressemeddelelsen. 

TV 2/Fyn har tidligere omtalt de allerede offentliggjorte regnskaber fra Odense Sport & Event, Hesehus og Nørgård Mikkelsen.

Koncernregnskabet er endnu ikke offentlig tilgængeligt, men indsendes en af de kommende dage til Erhvervsstyrelsen, oplyser bestyrelsesformand i 3C Group Jørn Tolstrup Rohde.

Ifølge pressemeddelelsen er egenkapitalen i 3C Group aktuelt på 2,1 milliarder kroner. 

 

Oversigt

    Oversigt