I det fynske folks tjeneste

Ny uddannelse i Odense

Erhvervsakademiet Lillebælt opretter en ny uddannelse til automationsteknolog, som der er stor mangel på.

Med jævne mellemrum henvender fynske produktionsvirksomheder sig til Erhvervsakademiet Lillebælt og efterspørger bestemte former for arbejdskraft.

Ikke mindst de såkaldte automationsteknologer, som arbejder med opbygning og optimering af tekniske styresystemer.

Som det er nu må de fynske virksomheder rekruttere automationsteknologer fra andre landsdele eller endda i udlandet.

- Derfor er det vigtigt, at vi får en uddannelse op at køre på Fyn, siger Poul Andersen, uddannelseschef for produktion, teknologi og logistik på Erhvervsakademiet Lillebælt.

Han tilføjer, at uddannelsen går igang, selvom der endnu kun er få tilmeldte.

Led i en større strategi

Oprettelsen af den ny uddannelse udspringer af projektet, Industrien Uddannelser 2.0, som en række erhvervsrettede organisationer og virksomheder står bag.

Formålet er at afdække produktionsvirksomhedernes behov for uddannelser i fremtiden og at indrette uddannelserne derefter.

Det overordnede formål er at sikre, at der også i fremtiden er produktion i Danmark.