Ny undersøgelse: Lindø tilbage som fynsk lokomotiv

Lindø bidrager massivt til Fyn. Industriparken skaber job til knap 6000 fynboer og leverer skatteindtægter for 776 millioner kroner, viser ny analyse.

Der har længe været bred enighed om, at det går godt på Lindø. Men nu sætter en ny analyse hårde tal på.

Og de er altså ikke sådan lige at overse.

Analysens konklusion er, at lige knap 6000 fynboer kan takke det nye Lindø for, at de har et arbejde at stemple ind på hver dag.

En konklusion, der kommer bag på selv Carsten Aa, Lindø Port of Odenses administrerende direktør.

- Det er første gang, vi har fået regnet konkret på den samlede effekt af aktiviteterne herude. Og jeg må sige, jeg havde ikke regnet med så stort et tal, siger Carsten Aa.

Oplandsanalysen er udarbejdet for Danske Havne af Center for Regional- og Turismeforskning og Syddansk Universitet.

Ingen tal på udenlandsk arbejdskraft

Indtil nu har Lindø Port of Odense kun kunnet holdt øje med, hvor mange der dagligt går ind og ud af porten til industriparken. Afhængigt af hvor mange opgaver industriparkens lejere har, svinger tallet mellem 2.500 og 3000 om dagen.

Den nye oplandsanalyse har regnet på den totale effekt af aktiviterne i selskabet Lindø Port of Odense.

Det betyder, at analysen både medregner dem, der arbejder på havneområderne og i følgeindustrier og serviceerhverv. Helt præcis skaber Lindø altså ifølge analysen 5.831 job på Fyn.

- Vi er gået fra armod og elendighed til noget på linje med den jobskabelse, der var, inden værftet lukkede, siger Carsten Aa.

Ifølge direktøren er langt de fleste arbejdspladser skabt som en effekt af aktiviteterne på Lindø og altså i mindre grad Odense Havn.

Hvor mange af de her job er besat af danskere?

- Den fordeling har vi ikke opgjort. Men Lindø og Odense Havn er heller ikke længere kun et regionalt anliggende. Som danmarks tredjestørste havn er man nødt til at anskue forretningen i et nationalt perspektiv. Og kan vores lejere ikke skaffe arbejdskraften i Danmark, må de finde den i Europa, som vi også er en del af, siger Carsten Aa.

Værditilvækst på 3,3 milliarder

Oplandsanalysen regner sig desuden frem til, at den samlede værditilvækst af Lindø Port of Odenses totale effekter for hele landet beløber sig til svimlende 3,3 milliarder kroner.

Af dem får Odense Kommune andel i godt 2,5 milliarder kroner, hvilket svarer til 4,9 procent af Odenses egen totale værditilvækst, som samlet set ligger på godt 52 milliarder kroner. 

- Jeg synes, tallene viser, at den beslutning, som først AP Møller Maersk og senere politikerne i de kommuner, der støttede op om projektet, traf om at omdanne Lindøværftet til Industripark var rigtig, siger Carsten Aa.

Havnens samlede skatteindtægter beløber sig til 776 millioner kroner.

- Havne er vækstmotorer af uhørt høj karakter. Og som noget unikt, man ikke finder i mange andre brancher, så skaber de arbejdspladser til en skøn blanding af både kloge hoveder og kloge hænder, siger Carsten Aa.

Oversigt

    Oversigt