Ny vej er et støjhelvede

Stenstrup kunne fredag indvie en helt ny vej, som går gennem hele byen. Men for nogle af beboerne er den smukke vej blevet et støjhelvede.

I to år er der blevet arbejdet på vejen i Stenstrup. Nu er vejarbejdet til syv millioner kroner endelig færdig og fredag mødte Peter Most Garden op for festliggøre indvielsen af den nye vej.

Men ikke alle beboere i byen er glade for den nye vej.

- Vi bliver vækket hver nat af rystelser fra stenene bag os, siger Tommy Carlsen, der er nabo til vejen.

Før var vejen asfalteret, men for et år siden blev der lagt nye chaussesten.

- Der er især larm om natten fra de store lastbiler, og de kører stærkt. Der er vi oppe at stå i sengen, siger Hanne Christensen fra Stenstrup.

Beboerne klagede allerede for et år siden, da de første sten blev lagt, men vejen larmer stadig.

Politikerne uenige

En støjmåling viser, at vejen larmer med 82 db, hvilket er lige under den tilladte grænse.

Beboerne mener dog, at larmen er over grænsen i et af de kryds, hvor de bor. Det er en af lokalpolitikerne enige i.

- Der skulle have været lavet en ekstra fundering i dette kryds, men der er sket fejl, og jeg skønner ikke at støjgrænserne er overholdt, siger Birger Jensen(V), der er medlem af Miljø- og Teknikudvalget i Svendborg Kommune.

Formanden for Miljø- og Teknikudvalget, Flemming Madsen, mener dog ikke at der er sket fejl og mener heller ikke at støjgrænserne bliver overskredet. Men han er indstillet på at kigge på sagen.

- Vi laver en evaluering sammen med den lokale borgergruppe og så må vi se hvad den fører med sig, siger Flemming Madsen(S).

I følge Birger Jensen kan sagen ende med at Svendborg Kommune må i gang med vejarbejdet igen og ændre belægningen til asfalt.

Oversigt

    Oversigt