I det fynske folks tjeneste

Ny verdensmester: - Som lille var jeg rigtig god til at ramme ting

Søndag vandt 23-årige Viktor Axelsen sin største sejr nogensinde, da han smadrede kinesiske Lin Dan. Allerede som 16-årig sigtede fynboen efter titlen som verdensmester.

00:23

Viktor Axelsen gjorde søndag det, som kun to danskere før ham, har gjort. Som bare 23-årig er den fynske badmintonspiller verdens bedste. 

Derfor har TV 2/Fyn været forbi arkivet og fundet legendariske klip frem med en meget ung, selvsikker Viktor Axelsen.

Læs også Lykkelig Axelsen efter VM-guld: - Det er utroligt

Som 16-årig drømte Viktor Axelsen om at få lagt guld om halsen til VM som verdensmester.

I et interview med TV 2/Fyn i 2010 fortalte den unge fynbo dengang, at han allerede i børnehavnen havde boldøje ud over det sædvanlige.

- Som lille var jeg rigtig god til at ramme ting. For eksempel til rundbold i børnehaven. Så ja, jeg kunne godt mærke, at det var mig, det her, fortalte en 16-årig Viktor Axelsen.

Realistiske drømme

Som teenager fik Viktor Axelsen ikke nok modstand fra sine jævnaldrene, og derfor stillede han som ungt badmintontalent op med Odense Badminton Klubs bedste hold i 1. division. 

Læs også Familien Axelsen jubler: - Det kan ikke blive større

Fynboen har længe været den bedste badmintonspiller i sin aldersgruppe i Danmark og mindst lige så længe, har han været landets store håb for danske medaljer. 

- Jeg vil rigtig gerne være den bedste i verden og deltage i OL og så videre.

Er det realistisk?

- Det ved jeg ikke endnu, men det ser da okay ud ind til nu, mente en ung Viktor Axelsen.

Syv år er gået siden da, og Viktor Axelsen har dagligt knoklet for at nå verdensmesterskaberne.

I 2016 vandt han bronze ved OL i Rio og året efter blev drømmen fuldendt - Viktor Axelsen er verdensmester.

Se hele det syv år gamle indslag med Viktor Axelsen herunder: 

08:29 Luk video

Fejres klokken 14

Tirsdag eftermiddag vender verdensmesteren hjem til Odense og fejres i Rådhushallen klokken 14.

Her vil elever fra de skoler, Viktor Axelsen har gået på, og medlemmer af Odense Badminton Klub hylde verdens bedste badmintonspiller sammen med odenseanere, der har lyst til at vifte med dannebrogsflaget.

Da der er begrænset kapacitet i Rådhushallen lukkes dørene efter først til mølle-princippet.