I det fynske folks tjeneste

Ny VU-næstformand: Slut med symbolpolitik

Den nyvalgte næstformand for Venstres Ungdom, Christoffer Lilleholt, støtter op om de VU'ere, der i forrige uge kritiserede Inger Støjbergs flygtningeannoncer.

- Hvis man er medlem af et ungdomsparti, så skal man have lov til at sige det, man mener, siger Christoffer Lilleholt, der i weekenden blev valgt som næstformand i Venstres Ungdom.

Sammen med den nyvalgte formand, Chris Preuss, skal han stå for at lede ungdomspartiet.

- Vi vil holde fast i Venstre, når de er på vej ud af et sidespor. Partiet skal ikke føre symbolpolitik, siger Christoffer Lilleholt og kommer med et eksempel:

- Flygtningeannoncerne var unødvendige og ikke andet end symbolpolitik.

Den nye formandsduo vil kæmpe for fortsat fremgang i ungdomspartiet. VU er det største ungdomsparti med over 2500 medlemmer, og Christoffer Lilleholt tror på, at ungdomspartiet kan fortsætte den fremgang, der har været de seneste år.